Tilbageblik: De fik produktionen i gang fire år efter gårdbrand

Sagen, jeg husker: En gårdbrand betød, at ægtepar stod uden produktion i flere år. Deres mod på at starte op igen gjorde indtryk på journalist Morten Thomsen.

Marlene og Finn Mortensens svinebesætning blev ramt af en brand i december 2013.

Alle bygninger på nær en lille poltestald blev ødelagt ved branden. Derfor var det aktuelt at flytte svineproduktionen væk fra stuehuset og de nærmeste naboer og et godt stykke ud på marken.

Samtidig skulle finansieringen og branderstatningen falde på plads. Begge dele tog tid, så det var først efter tre års ventetid, at byggeriet kunne begynde.

Stalden stod færdig i 2017, og da de nye polte var blevet løbet i den gamle poltestald, der havde overlevet branden, kom de første faringer i sommeren samme år.

Endelig produktion igen

Da jeg besøgte ægteparret i 2019, var det tydeligt, at de var glade og lettede over igen at have dyr i staldene. En brand, og alt det der følger, er nemlig ikke altid for sarte sjæle.

Dels kan selve branden være en ubehagelig oplevelse, der sætter sig spor.

Dels følger der meget papirarbejde med at få produktionen op at køre igen. Der kommer uundgåeligt mange frustrationer undervejs og ikke mindst lange ventetider i forbindelse med sagsbehandlingen hos miljømyndigheder, finansieringsinstitutter og forsikringsselskab.

Heldigvis havde Marlene og Finn Mortensen tegnet en driftstabsforsikring, der dækkede fire år, og ikke som i de fleste tilfælde kun tre år. Den fik de nemlig brug for, fordi der næsten gik fire år før produktionen igen var oppe at køre.

Højt gear

Små to år efter de første faringer, viser E-kontrollen over 38 grise pr. årsso.

Det er de godt tilfredse med, men peger også på, at drægtighedsprocenten er et område, der skal forbedres. Den skal over 90, før de er tilfredse.

De første måneder, da de udelukkende havde gyltefaringer, var der problemer med diarré hos pattegrisene. Det hørte mere eller mindre op, da immuniteten kom bedre i balancen i besætningen.

Stalden er bygget med farestald i midten og henholdsvis drægtighedsstald og smågrisestald på hver side. Hvis produktionen skal udvides, bygger de en tilsvarende stald ved siden af den nuværende.

'Sagen, jeg husker' er en serie, hvor LandbrugsAvisens journalister ser tilbage på året, der er gået, og fremhæver en sag eller person, der har gjort indtryk på dem i 2019.

Emneord

Top2

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle