Trætte køer giver japansk smørmangel

Lavere kobestand og udmattede køer har resulteret i smørmangel i Japan. Derfor er flere japanere nu på jagt efter produktet.

De japanske forbrugere er i alarmberedskab på grund af akut mangel på smør, der i nogle forretninger har ført til, at hver kunde kun kan købe én pakke.

Dette sker, hvis der overhovedet er smør på hylderne. Og når der er det, så kommer skiltet ud i vinduet: "Vi har smør".

Sæsonen for julebag står for døren, og på Twitter cirkulerer beretninger om, hvordan forbrugere jager smør fra forretning til forretning.

Landbrugsministeriet forklarer den pludselige smørmangel med, at en hed sommer har gjort landets køer udmattede og ude af stand til at holde den normale mælkeydelse, skriver nyhedsbureauet AFP.

Samtidig har landmændene skåret ned på kobestanden for at tilpasse den det faldende befolkningstal i Japan.

/ritzau/

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle