Tredje måned i træk: Arla-rival øger mælkeprisen

De basale mejerivarer stiger i pris og det mærker FrieslandCampinas ejere. Mælkeprisen stiger for tredje måned i træk.

FrieslandCampina har tur i salget og øger nu mælkeprisen for oktober. Det melder selskabet i sin månedlige prisopdatering til andelshaverne.

Stigningen lyder konkret næsten 11,2 øre per kilo, og den såkaldt garanterede mælkepris vil dermed lyde på 2,94 kroner per kilo. 

Begrundelsen for prisstigningen beskrives kort som "en væsentlig stigning i de basale mejeripriser". 

Mælkeprisen fra det hollandske andelsselskab, der betegnes som Arlas største konkurrent på de internationale markeder og også er det selskab, der ligner det danske andelsselskab mest, kan ikke direkte sammenlignes med Arlas mælkepris, idet der er forskelle i afregningen for værdistoffer, afgræsning, samt konsolidering og renter mellem selskaberne.

Det er dog sikkert at konstatere, at FrieslandCampina har hævet sin mælkepris nu tre måneder i træk og at mælkeprisen er steget samlet fra 37,5 euro per 100 kilo i juli til nu 39,5 for oktober.

Det er en stigning på samlet 15 danske øre i perioden.

Arla sænkede sin mælkepris med en eurocent i september med henvisning til stærk inflation i selskabets udgifter, men øgede sidste uge mælkeprisen for oktober igen. Denne gang dog med en halv eurocent.

Andethøjeste i 7 år

Med prisstigningen ligger FrieslandCampina nu på det højeste niveau i hele 7 år, hvis man ser bort fra opsvinget i efteråret 2017. Dengang nåede priserne i tre måneder over 40 euro per 100 kilo.

Også den økologiske mælkepris tager et lille skridt op igen for oktober, efter prisen ellers fra august til september blev sat tilsvarende ned. Dermed lander prisen med stigningen på knap 2 øre på 3,74 kroner per kilo. Det er det højeste niveau i fem år for oktober.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle