Tyske smågrise forbliver på 328 kr.
Smågrise afregnet på det tyske marked har fortsat lange udsigter til prisreguleringer i positiv retning og afregnes igen til 39 euro svarende til 328 kr.
Det er beskeden fra Markus Fiebelkorn, markedsanalytiker hos Danske Svineproducenter.
Han melder om et smågrisemarked, der er stabilt og i balance.
"På grund af varmen og den dermed forbundne lavere daglige tilvækst kunne nogle tyske slagtesvinestalde ikke tømmes til tiden. Derfor er det i nogle enkelte tilfælde fortsat vanskeligt at afsætte yderligere frie smågrisepartier. Ikke desto mindre er næsten alle smågrisenoteringer i Nordeuropa uændrede, og det ser ikke ud til, at det vil ændre sig i den nærmeste fremtid", siger han.
Udbudspuklen er det tilbagevendende emne, når det kommer til slagtesvinemarkedet, der opstod med lukning af Tönnies' største slagteri for to måneder siden. Puklen og nye regler giver fortsat udfordringer.
"Udbuddet er ikke særlig stort, men de fleste tyske slagterier kan kun slagte med 80-90 procent af den tidligere slagtekapacitet på grund af de nye afstands- og hygiejneregler. Desuden mangler slagterierne ofte personale, som typisk kommer fra udlandet, speciel Østeuropa. Derfor er det ikke overraskende, at det tager tid at få udbudspuklen afviklet", anfører han.
Selv om der er tilfredshed med eksporten til Kina, er det ikke nok til at hæve priserne i Europa. Derfor meldes om et stort set stabilt prisbillede på kødmarkedet.