Tulipaner holder Gavnø Slot i god stand

Siden 1957 har Gavnø Slot syd for Næstved haft sin tulipanudstilling - en udstilling, som udgør en hjørnesten i slottets vedligeholdelse, og giver tulipan-avlerne mulighed for at undersøge tidens tendenser.

I 40 år nu har Gavnø Slot haft sin tulipanudstilling. Oasen af farver består af flere tusinde forskellige sorter tulipaner, som kommer fra avlere i hele Europa - og festivallen kulminerer i et event 28. maj, hvor gæster kan komme og grave tulipanløg op. Udstillingen har nemlig nye blomster hvert år.

Entre sikrer vedligeholdelse

Selvom tulipanudstillingen er både flot og imponerende, så har den to andre vigtige roller - den bidrager til slottets vedligeholdelse, og så hjælper den tulipanavlerne med at finde frem til forbrugernes ønsker.

"Gavnø Fonden blev stiftet i 1961 for at sikre, at de historiske samlinger og den kulturarv, der findes på Gavnø bevares samlet for eftertiden. Gavnø Fondens indtægter, herunder entréindtægter fra de besøgende, går ubeskåret til vedligeholdelse af hovedbygningen og de historiske samlinger," fortæller Helle Reedtz-Thott, direktør for Gavnø-fonden.

"Vi har Gavnø til låns, og det er vores ansvar at passe på den kulturarv, som tidligere generationer har værnet om. Vores ønske er at overlevere kulturarven til næste generation i endnu bedre stand, end da vi overtog ansvaret."

Veteranbiler passer ind

I de sidste år har tulipanudstillingen dog ikke stået alene - den har fået selskab af julemarkeder, en trætopbane og endda en veteranbiludstilling.

"I tiden efter tulipanerne er afblomstret og løgene taget op, men inden sommerblomsterne kommer i jorden, egner de store græsflader i slotsparken sig perfekt som udstillingsplads til klassiske køretøjer. Gavnø Classic Autojumble er med flere end 1.000 udstillere i dag til Danmarks største Veteranbilshow,” forklarer Helle Reedtz-Thott.

Udover vedligeholdelse af slottet og dets kunstsamling, bruges, efter fondsbestyrelsens skøn, eventuelle overskydende midler til at støtte projekter indenfor uddannelse, kultur, forskning og andet - dog skal halvdelen af overskydende midler gives til Herlufsholm Kostskole, som ligger i området omkring Gavnø.

ÅRETS TULIPAN

I forbindelse med udstillingen er der også en afstemning - gæsterne kan aflevere en stemmeseddel, hvor de kårer årets flotteste tulipan på udstillingen.

"I slotsparken kan de besøgende hvert år stemme på netop den sort af tulipaner, som de mener bør kåres til Årets Tulipan. Det er en populær konkurrence, som vores gæster engagerer sig i, og som giver avlerne et fingerpeg om gæsternes interesse og præference af tulipaner," siger Helle Reedtz-Thott.

Note 16/05: Artiklen beskrev før, at halvdelen af eventuelle overskydende midler går til Herlufsholm Skole - men overskydende midler udloddes kun, hvis fondsbestyrelsen ser det nødvendigt. Artiklen er derfor blevet opdateret med den information. 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle