Tysk uenighed om pladskrav for grise i nyt dyrevelfærdsmærke

Et statsligt dyrevelfærdsmærke er på vej i Tyskland. Et punkt til stor diskussion er, hvor meget plads i stalden en gris skal have.

Tyskland har planer om at lancere et nyt statsligt, frivilligt dyrevelfærdsmærke, og det kan meget vel være, at svineproducenter, som vil leve op til kriterierne, kommer til at nedsætte belægningen i staldene væsentligt.

I dag er det tyske pladskrav til en slagteklar gris op til 110 kg på 0,75 kvadratmeter. Ved et møde mellem ministeriet, producenter og handel blev et forslag om et pladskrav på mindst 0,85 kvadratmeter pr. gris diskuteret, ifølge netavisen Top Agrar.

Men det er slet ikke godt nok, hvis det står til partiet Die Grüne. Partiet kræver tydelige fremskridt for svin i det nye velfærdsmærke, og har fremsat krav om et øget pladskrav på mindst 45 procent.

"Forbrugerne forventer ikke bare mere plads i de tætte stalde, men tydelige forbedringer," siger dyrevelfærdsordfører Renata Künast fra Die Grüne.

Også miljøorganisationen Bund har krav til det nye velfærdsmærke. Herfra lyder ønsket på 40 procent mere plads pr. svin end i dag og desuden forbud mod halekupering og tandklipning. Det skal heller ikke være tilladt for producenten at anvende lokalbedøvelse ved kastration, ligesom stalden skal være udstyret med passende liggemateriale som strøelse eller måtter.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle