Tyske smågrise på vej mod nyt prisfald

Den tyske VEZG-notering indikerer, at der kan være endnu et prisfald på vej til smågrisene.

De tyske smågrisepriser har været i frit fald de seneste uger med en nedgang fra 83 euro til 76 euro på få uger.

Den tyske Nord-West notering er dog igen i dag uændret på 76,00 euro, ligesom i sidste uge, hvor prisnedturen blev bremset, fordi markedet havde stabiliseret sig.

Den tyske VEZG-smågrisenotering indikerer dog, at der kan være et nyt prisfald på vej, og at Nord-West noteringen i næste uge vil falde med 3,00 euro til 73,00 euro, hvilket svarer til 581 kr. inkl. vægtregulering.

Det er meldingen fra Markus Fiebelkorn, markedsanalytiker hos Danske Svineproducenter:

"Udbud og efterspørgsel er i balance på smågrisemarkedet, men prispresset på det tyske slagtesvinemarked fører til faldende smågrisenoteringer. I løbet af den seneste uge krævede de store tyske slagterier, at den tyske slagtesvinenotering skal sænkes, men den tyske omsætterorganisation VEZG gav ikke efter og offentliggjorte en uændret slagtesvinenotering i onsdags. Som reaktion betaler de fire største tyske slagterier åbenbart alle sammen huspriser, altså en lavere afregningspris".

"Tidspunktet for at øge prispresset på det tyske marked er gunstig for slagterierne. Kampen om slagteklare grise er p.t. ikke så hård på grund af de manglende slagtedage i forbindelse med påsken. Derfor er det meget sandsynligt, at slagterierne denne gang har fat i den lange ende, og at omsætterorganisationen således skal nedjustere den officielle tyske slagtesvinenotering på onsdag", fremfører han. 
 
På kødmarkedet er prisen for hele slagtekroppen faldet med 3 cent (22 øre) i den seneste slagteuge.

"Slagterierne klager over, at detailhandlens efterspørgsel på det europæiske hjemmemarked falder, mens der ikke rigtigt kommer fart på eksporten til Asien. Coronavirussen tvinger simpelthen markedet til at finde andre afsætningsmuligheder, som er mindre lukrative. Desuden påstår slagterierne, at frysehusene næsten er fyldt op", skriver Markus Fiebelkorn.
 
"Alt i alt er vi således i en usædvanlig situation med faldende priser på smågrisemarkedet i løbet af foråret. Imidlertid skal man have i baghovedet, at vi kommer fra et meget højt prisniveau, og at Coronavirussen selvfølgelig også resulterer i nogle udfordringer på grisemarkedet. Ikke desto mindre er der fortsat grund til optimisme, når situationen normaliserer sig". 

Også Nord-West noteringen for 8-kilos grise er uændret 49,90 euro.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle