Udfordret elmarked: Voldsomme tarifstigninger, spændingsdyk og usikkerhed om forsyning

L&F arbejder for at sikre stabile og forudsigelige rammer - og landbruget er selv med til at levere vedvarende energi med stadig større mængder biomasse.

Af Jens Juhl Eriksen, chefredaktør, L&F

Høj forsyningssikkerhed og stabile el-priser er vigtigt for landmænd og fødevarevirksomheder.

Derfor udgør den seneste tids udvikling med store udsving i prisen, stærkt stigende nettariffer, som er udgiften til el-selskabernes transport af strøm ud til forbrugerne, og frygt for effektmangel en meget giftig cocktail for branchen.

- På relativt kort tid er vi gået fra en tilstand med meget høj forsyningssikkerhed på el og stabile priser og tariffer, til at forsyningssikkerheden er truet, og at priser og tariffer er steget voldsomt. Det er grundlæggende en utilfredsstillende situation, som rammer fødevaresektoren hårdt. Dele af forandringen skyldes globale politiske forhold, men der er også elementer, som vi Danmark selv har kontrollen med. Dem arbejder vi for at påvirke, så landmænd og virksomheder får bedre sikkerhed og mere gennemskuelige betingelser, siger Flemming Nør-Pedersen, direktør i L&F.

100 procent på et kvartal

Alene fra sidste kvartal i 2022 er nettarifferne steget op mod 100 procent for nogle kunder. Det giver sig markant udslag på landmændenes udgifter. Beregninger fra Sønderjysk Landboforening viser, at en bedrift med 240 køer eller en bedrift med 10.000 slagtesvin får en ekstra omkostning på omkring 50.000 kroner årligt. For en bedrift med 800 søer (30 kg) koster det i omegnen af 135.000 kroner. For typiske slagtesvinproducenter betyder tarifstigningen 4-5 kr./gris, og for en producent af smågrise udgør ekstraregningen typisk 5-6 kr. For en mælkeproducent vil et kilo mælk koste 2,5 øre mere – og det er altså alene i tarif.

- Det er rigtigt store ekstraomkostninger, som ikke kan undgå at påvirke vores konkurrenceevne. Derfor har vi i L&F et stort fokus på at få sikret stabiliserende tiltag i forhold til forbrugerprisen. Det gælder både med hensyn til at sikre kompensationer i forhold til store stigninger på spotmarkedet for el, og at sikre kontrolmekanismer så tarifstigningerne ikke kan løbe ud af kontrol. Det er klart, at en tarifstigning på 50 procent på et kvartal ikke er holdbart. Her bør der ses på bedre muligheder for at sikre kunderne, siger Flemming Nør-Pedersen.

Spændingsdyk giver problemer

Frygten for korte nedlukninger af el-forsyningen i afgrænsede områder, såkaldte brownouts, har i 2022 været en kilde til uro i erhvervet, da de kommer med kort eller ingen varsel. Dertil er der konstateret problemer med spændingsdyk, særligt i Østjylland, men også i andre dele af landet. Konsekvensen er, at produktionslinjerne går ned med kasseret produktion, spildt arbejdskraft og mulige skader på produktionsanlæg til følge.

- L&F har længe haft politisk fokus på udfordringerne, blandt andet i forhandlingerne om ”Danmark kan mere II” og i indspil til den nye regering. Vi har en berettiget forventning om, at der i et land som Danmark kan sikres en stabil og sikker forsyning, hvor virksomhederne varsles i god tid, hvis der bliver behov for at lukke for strømmen til et område. På samme måde bør spændingsdyk være et problem som Energinet og netselskaberne kan løse, mener Flemming Nør-Pedersen, der understreger, at et centralt element i løsningen er en hurtigere udrulning af vedvarende energiløsninger på land:

- Her kan og vil landbruget gerne spille en større rolle. Interessen for at være en del af den udvikling er meget stor hos landmændene. Vi står dog desværre med udfordringer i form af et tungt bureaukrati, som ikke gør det let at sætte de gode løsninger i spil. Det vil ellers være i hele samfundets interesse at sætte landbruget langt mere i scene som leverandør af grøn energi. Her giver det blandt andet rigtig god mening at etablere solcelleanlæg på de lavbundsjorde, der alligevel skal tages ud af drift. Det er en klimamæssig win-win.

Landbruget leverer da også stadig mere vedvarende energi i form af biomasse som biogas, halm og skovflis. Produktionen er gået fra 43.127 terajoule i 2001 til 90.283 terajoule i 2021 - en stigning på 109 %. Særligt biogas rykker med en øget produktion på 760 % over de 20 år.

Faktaboks

Stabil el-forsyning

  1. Usikkerhed: Usikkerhed om forsyningen af el og stigende priser og tariffer er et stort problem for landmænd og fødevarevirksomheder. 
  2. Nedlukninger:  I erhvervet er der frygt for de korte nedlukninger af el-forsyningen og problemer med spændingsdyk. Det nedsætter produktionen, spilder arbejdskraft og kan potentielt skade produktionsanlæg.
  3. Handling: L&F arbejder for større sikkerhed i forsyningen og forudsigelighed om priser. Dertil hurtigere, ubureaukratisk udrulning af de stadigt stigende mængder vedvarende energi produceret af landbruget.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle