Udsigt til at få øko-tilskud til tiden

Forskud bliver det ikke, men hvis bare økologerne får deres tilskud til tiden er det et stort fremskridt, og ministeren gør hvad han kan for at det sker.

De seneste uger har Hans Erik Jørgensen, formand for L&F’s økologisektion, fået rigtig mange opringninger fra økologer, der er hårdt ramt af tørken. Når den næste ringer glæder han sig til at sige, at miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) har sat sig i selen for at få økologistøtten hurtigere ud i år.

Det lovede han angiveligt på given foranledning fra Hans Erik Jørgensen, da ministeren gæstede landsformandsmødet på Axelborg torsdag.

"Vi mangler to ting. Foder og penge. Det har bare kæmpestor betydning, at få støtten ud, så vi ikke skal vente op til et halv år ekstra på pengene, når vores økonomi i forvejen er under massivt pres", siger Hans Erik Jørgensen.

Travl sommer

Tørken har gjort sommeren travl rent politisk, men det har også båret frugt.

"Der er blevet lyttet til vores ønske om at måtte sænke grovfoderandelen til de økologiske drøvtyggere fra de normale 60 procent til 50 procent frem til 15. juni næste år. Det betyder at man kan beholde væsentlig flere dyr i besætningen end man ellers havde kunnet", understreger han.

Økologisektionens bestyrelse har holdt telefonmøder om tørkekrisen og kommunikeret sommeren igennem.

"Jeg kan mærke at mange er frustrerede over, at priserne ikke stiger på mælk og kød. Det må man tage fat i selskaberne om. Men sund fornuft siger, at når produktionen falder, så skal priserne nok stige på et tidspunkt", siger Hans Erik Jørgensen.

Tørke-hotline

Samtidig er han imponeret over, hvor meget Landbrug & Fødevarer på Axelborg og Seges har gjort gennem hele sommeren i anledning af tørken. Ud over det politiske arbejder har der været en hotline man kunne ringe til.

"Man har hele tiden kunne få rådgivning om omlægningsafgrøder osv. i den meget usædvanlige situation", siger han.

Samtidig glæder han sig over pressearbejdet.

"Tørken har fået forbrugernes og mediernes opmærksomhed, så aale er klar over at landbruget er kommet i en svær situation", siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle