Udvalgt til weekend: Kontraktlandmænd baner vejen for verdens største svineeksportør

Det amerikanske Midtvesten er verdenskendt som landbrugsland. Her er åbne vidder, ekstremt frugtbar jord og hvor man arbejder med sved på panden og hænderne i mulden. Med over 7.000 bedrifter er delstaten Iowa den absolut største producent af svinekød i Midtvesten og hele USA, med over tre gange så mange svin som North Carolina, der ligger på 2. pladsen.

For bare 25 år siden var USA ikke en tung dreng i den globale svineindustri, men en struktur bygget rundt om store nationale og multinationale selskaber har banet vejen for en utrolig hurtig vækst, der stadig buldrer frem med to procent om året.

Hvem ejer hvad?

Modsat Danmark arbejder en stor del af Iowas svineproducenter på kontrakt for de store selskaber. Selskaberne, der også kaldes integratorer, ejer grisene hele vejen fra de fødes til de slagtes. Ofte ejer virksomheden selv slagteriet samt op mod flere hundrede tusinde søer og fodermøller, der forsyner grisene med foder. Navnet integrator henviser til, at selskaberne integrerer flere dele af produktionens værdikæde. Landmændene ejer selv deres bygninger og udstyr, men modtager fast betaling for at passe grisene for integratorerne.

En svineproducent, der har valgt den vej, er formanden for Iowas svineproducenter, Gregg Hora.

Levering fra producenten

Hvad angår svineproduktion har Gregg Hora lavet skiftet fra selv at være herre over alt i produktionen til kun at stå for den daglige pasning af grisene.

»Nu får jeg leveret smågrise fra Seaboard Foods og feder dem op til omkring 130 kg. Grisene bliver hentet af Seaboard Foods, og selskabet står selv for slagtning og videresalg«, forklarer Gregg Hora, der har kørt med den produktionsform i omkring seks år, først for firmaet Cactus Family Farms, og senest for Seaboard Foods, som producerer over syv mio. slagtesvin om året.

Udover at levere smågrisene til Gregg Horas staldanlæg, sørger Seaboard Foods også for dyrenes foder og medicin gennem produktionen.

»Det er en stor fordel, at du har et supportsystem. De har ekstremt specialiserede medarbejdere, der kan hjælpe dig med forskellige problemer«, forklarer Gregg Hora og tilføjer, at fælleskabsfølelsen er stor i hans nuværende samarbejde.

»Landbrug er ikke en branche uden ricisi. De ricisi deler vi i samarbejdet med integratoren, og det gør vores dag lettere og vores indkomst mere stabil«.

Ulemper er uundgåelige

Kontraktlandbrug efterlader den enkelte landmand med et smallere råderum, når der skal tages beslutninger, end den selvstændige landmand har, og det er ikke nødvendigvis nemt for alle at sige farvel til det, anderkender Gregg Hora, mens han kører gennem det flade landskab.

»Man opgiver noget ved at blive landmand på kontrakt. Du har ikke den samme kontrol over dyrene, fordi det er integratoren, der bestemmer, hvordan de skal passes. Generelt er der nogle områder, hvor du ikke selv kan træffe beslutninger, som du plejede. Men du indgår i et fællesskab«, siger amerikaneren. Han holder en kort tænkepause, mens han ser på markerne gennem bilens forrude, og fortsætter:

»Udviklingen med kontraktlandmænd har påvirket vores landbrugsindustri positivt. Det gør, at der nu er flere muligheder for at finde en plads i vores svineproduktion. Om du er i et landbrugsfællesskab, eget familielandbrug eller arbejder på kontrakt for en større organisation, er der plads til dig«.

Fast indkomst og god levevej

Når man som kontraklandmand indgår aftale med en integrator i USA, er der altid tale om en langvarig aftale, der sikrer landmanden en vis indkomst.

»Man risikerer ikke at blive droppet efter et halvt år. Man laver flerårige aftaler, hvor det er i begge parters interesse at få samarbejdet til at give maksimalt udbytte«, fortæller kontraktproducenten, der tydligvis er stolt over samarbejdet mellem de store selskaber og landmændene. Han medgiver, at selv om man er sikret mod lave svinepriser, så tjener man af samme årsag heller ikke ekstra, når prisen er høj.

»Selv om generelt er svært at få et stort overskud på svineproduktion, er det en rigtig god måde at tjene til livet på«, forklarer han med store armbevægelser.

Gylle er guld

Udover den faste indkomst fra kontrakten med integratoren, er der andre goder at hente fra arbejdet, og de samles blandt andet under spaltegulvene i Gregg Horas ni svinestalde.

»Jeg får en stor mængde gylle ved at have grisene gående, og det betyder meget for min planteavl. Jeg har omkring 1.000 hektar jord med majs og soja«.

Men da Seaboard Foods selv leverer foderet til grisene, kan landmænd som Gregg Hora frit sælge deres afgrøder til anden side.

»Typisk vil man sælge sin høst videre til en fodermølle eller til bio-ethanol. Udover svin er Iowa kæmpestor på ethanolproduktion, hvor majs er den perfekte afgrøde«, lyder det stolt fra formanden.

Mulighed for investering

Gregg Horas lange, røde staldbygninger kan huse 1.000 grise hver, men i øjeblikket står de tomme og har gjort det i halvanden måned. Svineproducenten har valgt at renovere sine produktionsanlæg indvendig, og projektet, der i alt vil tage tre måneder, skal efterlade ham med endnu bedre forudsætninger for at fede slagtesvin op.

»Hvis jeg skal bygge nye anlæg, er prisen 2.300 kr. pr. stiplads. Ved at opgradere mine anlæg koster det mig kun 650 kr. Det er en vurdering og et regnestykke, jeg har gjort op, og jeg tror på, at mine bygninger kan holde dyr mange år endnu«, fortæller han, mens han udpeger steder i stalden, hvor ting skal forbedres.

»Jeg får nye foderstationer, der kan holde 250 kg foder af gangen, og jeg får installeret nyt ventilationssystem sammen med flere andre ting, der gør produktionen lettere«.

Man bliver ikke ligeglad

Som repræsentant for Iowas svineproducenter har Gregg Hora en dek ekstra arbejde. Et ansvar man tydeligt mærker, han tager på sig med stor entusiasme, uanfægtet, at han er svineproducent på kontrakt.

»Det er stadig vores branche, vores levebrød, vores fællesskab. Selvom jeg ikke ejer dyrene, er jeg ligeså interesseret og engageret som uafhængige svineproducenter. Der er måske enkelte, der ikke vil føle det samme ansvar for branchen, når de arbejder på kontrakt. Men generelt ser jeg ikke, at man nedprioriterer arbejdet eller sin rolle i branchens fællesskab«.