Uklarhed om rydning af bygninger efter minkerstatning

Selv om de første minkavlere snart modtager deres erstatning, er det uklart, hvornår bygningerne vil blive revet ned.

Mens minksekretariatet i Viborg inden længe efter planen udbetaler de første erstatninger, er det fortsat umuligt at få klare svar på, hvornår tidligere minkavlere vil kunne råde over de arealer, hvor der lige nu for eksempel står tomme minkhaller.

Når erstatningerne bliver udbetalt, tilhører bygninger og andet udstyr nemlig staten, og det vil være Bygningsstyrelsen, der kommer til at stå for nedrivningsprocessen. Her arbejdes der stadig på en plan. I et skriftligt svar til LandbrugsAvisen lyder det:

’Bygningsstyrelsen fik i november 2021 til opgave at igangsætte opstartsfasen af nedrivningsopgaven, og den er vi i fuld gang med. Den næste fase af nedrivningsopgaven - eksekveringsfasen - forventes forelagt regeringen her i foråret. Herefter kan Bygningsstyrelsen også fremlægge en plan for eksekvering.’

En af dem, der gerne vil have svar, er Ib Lundgaard fra Holstebro.

Han havde også håbet, at han selv kunne få lov til at løse opgaven, men det må han ikke. Forklaringen er ifølge Fødevareministeriet denne skriftlige besked:

’Det er både staten, der dækker udgifterne til nedrivningerne, og det er staten, der står for nedrivningen. Det er en kompleks opgave at fjerne bygninger, og der skal overholdes en lang række regler om blandt andet arbejdsmiljø og miljø’ og henviser derudover til den politiske aftale om erstatning til minkavlere, der blev indgået 25. januar 2021.

Klare målsætninger

Ifølge formand for Danske Minkavlere, Tage Pedersen, bør der sættes nogle klare mål for, hvornår nedtagning af minkhaller og rydning af arealerne skal foregå i forhold til selve taksationen.

- Der bør gå ganske få måneder fra udbetalingen af erstatningen, til man går i gang med nedbrydningen. Det er ikke noget, der skal tage flere halve år, siger Tage Pedersen.

For mange minkavlere er fjernelsen af bygningerne helt afgørende for at komme videre med eventuelt ny produktion. LandbrugsAvisen har talt med flere tidligere minkavlere, der netop ser de gamle bygninger som en stor udfordring. Ifølge Tage Pedersen bør Bygningsstyrelsen kunne planlægge sig ud af det.

- Det vil tage op mod tre og et halvt år at få udbetalt erstatningen, så man må vide, hvor mange man kan nå, og så planlægge efter det, siger Tage Pedersen.

Emneord

coronavirus mink

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle