Ulovlig natjagt kostede jæger bøde og trofæ - men ikke jagttegnet

Jæger fik 15. juli en bøde på 7.500 kr. for at skyde kronhjort efter solnedgang. Formand for Jægerforbundet ønsker strengere straffe.

Blod på den ene hånd, frisk blod på en kniv og et tomt riffel-etui i bilen afslørede i september sidste år en dengang 47-årig jæger fra Kjellerup for politiet, da han var på vej væk fra en plantage på Bording-egnen.

Her havde han kort forinden nedlagt en kronhjort  - en ulige 14-ender - to en halv time efter solnedgang og dermed ulovligt, og ydermere med hjælp af en ulovlig natkikkert.

Det skriver netmediet jægerforbundet.dk i en dramatisk og detaljeret beskrivelse af anholdelsen i september sidste år.

Ville have hjælp

Mediet kan bl.a. berette, at manden, da han havde skudt hjorten ved 22-tiden, sendte en sms til en jagtkammerat for at få denne til at komme med en trailer. 

I stedet var det dog politiet, der dukkede op og anholdt den 47-årige.

Manden nægtede i første omgang at have skudt noget som helst, men da en tilkaldt hundepatrulje fandt både kronhjorten og natkikkerten, gik han til bekendelse.

Dommen er faldet

Onsdag 15. juli faldt dommen ifølge jægerforbundet.dk ved byretten i Herning: En bøde på 7.500 kr., samt konfiskation af den ulovlige natkikkert og af jagttrofæet.

Mandens jagttegn er ifølge jægerforbundet.dk inddraget administrativt af politiet, og der kan gå op til fem år inden han får det tilbage. En egentlig frakendelse af jagttegnet er der dermed ikke tale om.

Claus Lind Christensen, formand for Danmarks Jægerforbund, mener, at straffen i den slags sager generelt er for mild og burde udløse, at man frakendes retten til jagttegn.

"Den slags faunaforbrydelser er helt utrolig skadelig for jagtens og jægernes omdømme”, sagde han i september 2019 til jægerforbundet.dk.

Går til minister

Det blev altså ikke udfaldet i retten i Herning og nu vil Claus Lind Christensen opfordre miljøminister Lea Wermelin til at give retspraksis på området et serviceeftersyn.

"Jeg vil bede ministeren om, at vi får kigget på strafniveauet i Danmark for grove overlagte faunaforbrydelser", siger han til jægerforbundet.dk

Sagen om den ulovlig natjæger var første gang omtalt i Herning Folkeblad.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle