Valg i landboforeninger afgjort før digital generalforsamling

Der kom ingen forslag ind - dermed er bestyrelserne for Herning-Ikast Lbf. og Jysk Landbrug i praksis genvalgt allerede inden generalforsamlingerne.

Bestyrelserne for både Herning-Ikast Landboforening og Jysk Landbrug er i den specielle situation, at de allerede nu kan erklære sig for genvalgt - selvom generalforsamlingerne først afvikles mandag 11. maj hhv. tirsdag 12. maj.

Det oplyser Sagro på sin hjemmeside.

Foreningernes formænd hedder dermed fortsat Sven Agergaard (Herning-ikast Landboforening) og H.C. Gæmelke (Jysk Landbrug).

Nødsituation

Årsagen til, at de to foreninger allerede nu kan erklære genvalg til bestyrelserne er, at de begge - på grund af corona-situaionen - afvikler generalforsamlingerne digitalt, uden fysisk fremmøde, og at fristen for at opstille kandidater til bestyrelse og faggrupper er udløbet uden indkomne forslag.

Samtidig var de valgte villige til genvalg.

Personvalgene udgår derfor i år, og det betyder genvalg til de siddende bestyrelser.

"Aldrig mere"

Sven Agergaard, formand for Herning-Ikast Landboforening, var under ingen omstændigheder på valg i år.

Han er ikke begejstret for situationen.

"I år er et nødstilfælde og det er bestemt ikke noget, der fremmer demokratiet eller interessen for landboforeningen, at vi gør det på denne måde. Jeg håber inderligt, det bliver første og sidste gang", siger han.

Han håber, at medlemmerne vil læse beretningen og benytte muligheden for at indsende spørgsmål og kommentarer op til generalforsamingen 11. maj.

De vil senere blive offentliggjort på foreningens hjemmeside.

Beretning på Skype

H.C. Gæmelke, Jysk Landbrug, er på samme vis genvalgt til formandsposten i Jysk Landbrug: Heller ikke her indkom der forslag om modkandidater til den siddende bestyrelse og faggrupperne.

Generalforsamlingen i foreningen foregår kl. 20 tirsdag aften 12. maj og i modsætning til Herning-Ikast Landboforening har Jysk Landbrug valgt en model, hvor medlemmerne hjemmefra kan følge formanden, når han aflægger beretning.

Det er også muligt for medlemmerne at stille spørgsmål og deltage i en debat via Skype.

I begge foreninger har medlemmerne fortsat mulighed for at godkende årsrapporterne. Det kan via tilsendte link ske helt frem til datoerne for generalforsamlingerne.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle