Venstre får medlem af EU-parlamentet med landbrugsbaggrund

Erik Poulsen får rokade til at gå op efter Karen Ellemanns farvel til politik.

I går sagde Venstres medlem af Folketinget Karen Ellemann farvel til politik for at blive ny generalsekretær i Nordisk Ministerråd.

Hendes farvel til Folketinget giver et nyt medlem i EU-Parlamentet med relation til landbruget.

Egentlig skulle Kim Valentin, der ikke blev genvalgt til Folketinget ved valget for 14 dage siden, træde ind i EU-parlamentet. Men han afløser nu Karen Ellemann i Folketinget.

Kim Valentin stod til at overtage en af de to pladser i EU-Parlamentet for Venstre, som blev ledige, da både Søren Gade og Linea Søgaard-Lidell blev valgt til Folketinget.

Derfor går pladsen i EU-Parlamentet nu til Erik Poulsen, som er politisk konsulent i rådgivningsvirksomheden Fjordland. Han har også i mange år været pressechef for Landsskuet.

Flere medier har spekuleret i, om han ville påtage sig opgaven i EU-Parlamentet, da han ikke ville svigte sit nuværende job.

Men over for Maskinbladet bekræfter han nu, at han takker ja til halvandet år i EU-Parlamentet. Selvom han faktisk op til folketingsvalget var udmeldt af Venstre. 

- Jeg har været Venstremand, siden jeg var 17 år, men har af hensyn til mit arbejde i perioder været udmeldt. Således også i den første tid hos Fjordland for at have ren tavle som politisk rådgiver, siger han nu til Maskinbladet og bekræfter, at han meldte sig ind i Venstre igen i forbindelse med valget til Folketinget. 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle