Viceformand havde tv-hold i hælene på kongres

Lone Andersen var ikke alene på Kvægkongres 2008: Hvor hun stod og gik var TV Midtvest og et stort kamera i kølvandet.

Landbrug & Fødevarers viceformand Lone Andersen blev fulgt af et kamerahold fra TV Midtvest, da hun deltog på årets Kvægkongres i Herning.

»De ringede i fredags og spurgte, om de måtte følge mig et par dage. De har fokus på kvinder i bestyrelser, og syntes, jeg var et godt eksempel, fordi jeg er første kvindelige formand for Familielandbruget og første kvindelige viceformand i Landbrug & Fødevarer,« siger Lone Andersen.

Hun tror desuden, at det er hendes position i et særlig mandsdomineret univers som landbruget, der har vakt TV Midtvests interesse.

Kvindekortet

»Jeg trækker normalt ikke ’kvindekortet’ og forsøger i det hele taget at spille mændenes spil. Men hvis jeg kan gøre noget for at fremme, at flere kvinder kommer ind i bestyrelsesarbejde, gør jeg det, for det er utrolig vigtigt med forskellige vinkler på tingene,« siger hun.

»Der er rigtig mange dygtige kvinder i landbrugserhvervet, så jeg håber da, at der på de kommende generalforsamlinger vil være flere kvinder, der kan blive prikket og motiveret til at gå ind i bestyrelsesarbejde.«

Filmet ude og inde

Lone Andersen har også haft besøg af TV-holdet hjemme på gården i Lyne, hvor de i dag har filmet både inde og i stalden.

Og senere i dag er TV Midtvest med, når Lone Andersen deltager i generalforsamlingen i Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere, GLS-A, i Middelfart.

»Det passer godt ind i sammenhængen, for GLS-A fik for et år siden en ny, kvindelig formand, Helle Reedtz-Thott,« siger Lone Andersen.

Hun glæder sig til at se resultatet af TV-optagelserne, men er endnu ikke orienteret om, hvornår det bliver sendt.

»Jeg håber, det bliver en positiv udsendelse, som kan få kvinderne i landbruget til at tænke på, at det begynder altså derude til generalforsamlingerne, hvis vi skal ind i arbejdet.«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle