Viceformand: Irriteret over, at Merrild stopper

Thor Gunnar Kofoed begræder L&F-formand Merrilds exit til november.

Det er ikke så lidt, der bliver krævet af, hvem end der skal efterfølge afgående formand i Landbrug & Fødevarer Martin Merrild.

Det siger viceformand Thor Gunnar Kofoed, der dog hverken vil spekulere i, hvem efterfølgeren kunne blive eller tale om sin egen interesse i posten.

"Der går en proces i gang nu i lokalforeningerne, og så finder vi nogle kandidater til posten. Jeg vil lade det gå sin gang og lade bestyrelserne rundt i landet finde de rette kandidater", siger Thor Gunnar Kofoed og fortsætter:

"Der skal et vist lederskab til, og man skal have visioner, der rækker langt fremad. Vi har nogle visioner, der rækker ud til 2050, og det skal vi bygge et skelet til nu. Det kræver en, der har fremtidssyn, og som er strategiorienteret og målrettet".

Sindssyg god formand

Martin Merrild annoncerede sit stop på et møde i primærbestyrelsen i L&F mandag, hvor der ifølge Kofoed blev helt stille, da Merrild tog ordet og forklarede sin beslutning.

"Først blev jeg lidt irriteret, for jeg har været meget glad for mit samarbejde med Martin (Merrild, red.), både før og efter jeg blev viceformand", siger Thor Gunnar Kofoed og fortsætter:

"Han har været en sindssyg god formand, og han ville have haft min fulde opbakning, hvis han havde valgt at fortsætte. Han er ikke udbrændt og kunne sagtens blive ved".

"Men jeg kan godt se det fra Martins side: Det er bedre at gå, mens man stadig brænder for det, i stedet for at man går, fordi nogen brænder for, at man skal gå. Det har jeg respekt for".

må ikke splitte

Frem mod delegeretmøde, hvor valget skal stå, håber Thor Gunnar Kofoed på en god valgkamp, der ikke splitter organisationen.

"Det er altid hårdt, hvis der er mere end én kandidat, og der bliver sagt noget, som kan være svært at klinke bagefter. Men jeg tror, at vi har et relativt ens syn på tingene, så det skal vi nok finde ud af i organisationen", siger viceformanden.

Delegeretmøde afholdes i starten af november.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle