Gods betalte litauere 65 kr. i timen

Gyldensteen gods har gennem en entreprenør haft arbejdskraft, der fik timeløn på 65 kr.

Litauere har fået 65 kr. i timen for at arbejde på Gyldensteen gods på Fyn. Det viser ansættelseskontrakter og lønsedler, som 3F har kopier af. Også overarbejde blev aflønnet med 65 kr. i timen. Det skriver fagbladet3f.dk.

Godset ejes af lensgreve Frants Bernstorff-Gyldensteen.

”65 kr. i timeløn er alt, alt for lidt. Det er dybt skuffende, at der finder sådan en underbetaling sted hos greven, der ellers har sagt ja til at følge overenskomsten (mellem 3F og GLS-A, red.),” siger faglig sekretær Irene Christensen, 3F.

Ifølge overenskomsten mellem 3F og arbejdsgiverforeningen GLS-A er mindstelønnen for landbrugsarbejde 130 kr. i timen samt tillæg for overarbejde.

Til 3f.dk forklarer godsejer Frants Bernstorff-Gyldensteen, at han ikke ved, hvor meget litauerne tjener, og at han har brugt firmaerne Ent Flex og Grønpak som entreprenører.

”Vi har en diskussion med 3F, som der er rejst et mæglingsmøde med den 15. december. Og inden da er jeg ikke klar til at udtale mig til pressen om noget som helst,” siger Frants Bernstorff-Gyldensteen til 3f.dk.

Heller ikke GLS-As direktør Johnny Ulff Larsen vil kommentere sagen.

Gyldensteens samarbejde med Ent Flex ophørte i går.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle