Thise mejeri mister jerseymælk fra 750 køer

Thise mejeri har mistet 10 leverandører og jerseymælk fra mere end 750 køer. Det er et problem for mejeriet, der i særlig grad markedsfører mælk fra jersey-køer.

Leverandører med tilsammen mere end 750 jerseykøer har forladt Thise mejeri som nogle af de ti leverandører, som mejeriet sagde farvel til ved årsskiftet.

Thise har i flere år i særlig grad markeret sig med produkter af jerseymælk, og de mange jerseykøer, der fremover bliver konventionelle, kommer derfor til at mangle hos mejeriet, vurderer kilder i branchen. Mejeribestyrer Poul Pedersen understreger, at mejeriet håndterer de problemer, der er opstået - herunder også problemet med den manglende jersey-mælk. Leverandører med mere end 100 jerseykøer er på vej til at blive leverandører til Thise, siger Poul Pedersen.

Svære at erstatte

For mejeriet bliver det svært at erstatte de frafaldne leverandører, vurderer chef i Jysk Økologi Erik Andersen.

»Folk står ikke ligefrem i kø for at lægge om,« siger Danmarks mest brugte økologi-konsulent.

Det er en kombination af mange faktorer, der har fået 10 af mejeriets 75 andelshavere til at sige farvel til mejeriet, siger medlem af bestyrelsen Jens Chr. Mathiesen, Give.

»Der har været en dårlig høst af grovfoder to år i træk. I 2012 svigtede majshøsten, og i 2013 var det græsset, der var for lidt af. Det lægger pres især på de leverandører, der har en dårlig likviditet,« siger Jens Chr. Mathiesen.

Overskud af mælk

Thise har siden 2008 haft overskud af økologisk mælk. Det har betydet, at leverandørerne i fire trælse år har måttet affinde sig med en lavere afregning end deres økologiske kolleger hos Arla.

»Thise har ikke de samme muligheder for at eksportere mælk, som Arla har,« konstaterer Jens Chr. Mathiesen, der kalder den lave afregning »utilfredsstillende«.

De ti udmeldelser kommer dog på et tidspunkt, hvor Thises mælkepris igen er blevet konkurrencedygtig.

I klemme i jordkrav

Mejeribestyrer Poul Pedersen peger desuden på, at økologer, der ønsker at udvide produktionen i 2015, når mælkekvoterne forsvinder, kan komme i klemme, fordi de skal bruge mere jord til harmoni-arealer end deres konventionelle kolleger.

»Det kan få nogle økologer til at blive konventionelle,« mener han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle