BL: Skoleelever fyldes med løgn om pesticider

Bæredygtigt Landbrug retter kritik imod Folketingets Oplysning og Undervisningsministeriet. De kalder skolequiz for 'vildledende'.

Sprøjtemidler kan kun godkendes, hvis de nedbrydes i de øverste jordlag og ikke siver i grundvandet – derfor er skolevalgs-quiz vildledende

 

Ifølge Folketingets Oplysning og Undervisningsministeriet optages dansk landbrugs sprøjtemidler i vores kroppe. I hvert fald hvis man skal tro den quiz, man i disse dage kan tage på en hjemmeside i anledning af det såkaldte skolevalg. Her lyder det bl.a.: ”Hvad sker der med de sprøjtemidler, landmændene bruger?” Og kun ét af de tre mulige svar godkendes som et rigtigt et af slagsen, nemlig: ”Det siver ned i jorden og vandet og optages i vores kroppe, når vi spiser og drikker”.

 

Bæredygtigt Landbrugs direktør Hans Aarestrup har øjeblikkeligt kontaktet Folketingets Oplysning med henblik på enten at få rettet til – eller at få siden lukket ned:

 

”Pesticider må ikke kunne sive ned i grundvandet men skal nedbrydes i de øverste jordlag. Ellers bliver de slet ikke godkendt i Danmark”, forklarer direktøren.

 

Han kalder det horribelt, at landets skoleelever vildledes og jages en skræk i livet.

 

”Jeg må indrømme, at jeg blev noget chokeret over, at en statslig institution kan udgive sådan noget makværk”, tilføjer Hans Aarestrup.

 

Ifølge Lea Frimann Hansen, kontorchef i Miljøstyrelsen, vil det rigtige svar på spørgsmålet være, at sprøjtemidler optages i planterne eller nedbrydes i jorden, så rester i fødevarer og grundvand ikke overskrider de tilladte grænseværdier.

 

”Da sprøjtemidler skal godkendes inden, de må sælges og bruges, er der taget højde for, at de ikke udgør en risiko for hverken miljø eller sundhed,” siger hun.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle