Danmarks største biogasanlæg er åbnet

Landets største biogasanlæg, Sønderjysk Biogas, åbnede mandag for hanerne.

Det var energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt, der i høj sol foran hundredevis af tilskuere, drejede på gashanen og dermed officielt indviede anlægget.

”Vi står med et lille stykke Danmarkshistorie her i dag,” sagde energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt ifølge en pressemeddelelse energiselskabet E.ON Danmark og leverandørforeningen fra SBI.

Ifølge Tore Harritshøj, adm. direktør i E.ON Danmark, vil anlægget reducere Danmarks CO2–udslip med cirka 51.000 tons årligt. 

”Det er en særlig glæde at stå her i dag. Med dette biogasanlæg har vi vist vejen for, hvordan vi kan løse nogle af vores klima- og miljøudfordringer, og hvordan vi kan sikre en mere bæredygtig udvikling,” sagde Tore Harritshøj. 

Vigtigt bidrag til landbruget 

Projektet har været undervejs siden 2009, hvor dengang 86 landmænd gik sammen om at danne Sønderjysk leverandørforening for i fællesskab at skabe mulighed for at opføre et stort biogasanlæg. 

Første spadestik til anlægget blev taget i april 2015.

Erling Christensen, som er bestyrelsesformand for leverandørforeningen, leverer også selv gylle til biogasanlægget, glæder sig også over samarbejdet mellem E.ON og SBI.

”Vi har et unikt partnerskab, hvor begge parter er ligeværdige og har samme medbestemmelse. Leverandørerne af råvarerne har lige så meget indflydelse på produktionen som aftagerne af biometanen, og det er helt særligt,” sagde Erling Christensen. 

På sigt ser han et stort potentiale i den værdi som afgasset gylle tilfører landbrugsafgrøderne.

”Når man kan designe gødningen til de forskellige afgrøder, så gør man det samtidig lettere for afgrøderne at optage næringsstofferne og på den måde kan landmændene på sigt udfase den dyrt indkøbte handelsgødning,” forklarede Erling Christensen og påpegede, at en øget recirkulering af næringsstofferne vil styrke dansk landbrug, både økonomisk og miljømæssigt.

Selvom regeringen har et mål om at bruge op til 50 procent af gyllen til biogas i 2020, bliver i dag kun cirka 15 procent af husdyrgødningen anvendt til energiformål. E.ON åbnede tidligere i år Nordjyllands største biogasanlæg, GrønGas Vrå og vil med åbningen producere knapt en femtedel af Danmarks samlede biometan-produktion. 

Ud over den officielle indvielse af Sønderjysk Biogas blev dagen også markeret med et åbent hus arrangement, som tiltrak mange hundrede besøgende i det sønderjyske.

Faktaboks

  • Anlægget, der ligger på en tidligere majsmark i Bevtoft, er en investering på 250 mio. kroner, som partnere E.ON Danmark og Sønderjysk Biogas Invest (SBI) står bag.
  • Det nye biogasanlæg der omdanner gylle og andre restprodukter til miljøvenlig biogas, er E.ON koncernens største anlæg.

Sønderjysk Biogas Invest A/S (SBI) består af 71 landmænd og en række investorer, der ser biogas som en mulighed for at producere vedvarende energi samtidig med, at der skabes en ekstra indtjening for landbruget. Idéen om at etablere et eller flere biogasanlæg i Sønderjylland opstod allerede i 2009, og siden er der arbejdet målrettet for at realisere idéen på initiativ af Sønderjysk Landboforening. SBI vil stå for tilførsel af husdyrgødningen og afsætning af den afgassede biomasse.

E.ON er et energiselskab med 33 millioner kunder og aktiviteter i mere end 30 lande. Sammen med partnere udvikler og tilbyder E.ON bedre, renere og mere energieffektive energiløsninger. E.ON Danmark A/S fokuserer på biogasproduktion, el, fjernvarme, bæredygtig mobilitet og energieffektivisering. E.ON er operatør og medejer af havvindmølleparken Rødsand II, og ejer og driver også kraftvarmeanlæg, fjernvarmenetværk på Sjælland og biogasanlæg i Jylland. E.ON driver Danmarks største elbilnetværk og bygger biogas-tankstationer til tungere transport og arbejder dermed målrettet på at gøre vejtransporten grønnere. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle