Disse eksperter skal evaluere danske kvælstofmodeller

Fem internationale eksperter er udvalgt til deltagelse i evaluering af kvælstofmodellerne bag vandområdeplaner.

En håndfuld dygtige udenlandske eksperter skal nu deltage i den internationale evaluering af de kvælstofmodeller, der ligger til grund for de danske vandplaner.

  • Senior rådgiver og afdelingsleder Peter M.J. Herman, Deltares og det Kongelige Nederlandske Institut for Havforskning (formand for panelet)
  • Direktør og PhD Bo Gustafsson, Baltic Nest Institute Sverige
  • Dr. Olli Malve, Det Finske Miljøinstitut
  • Professor Alice Newton, NILU Norsk institut for luftforskning, og tidligere Algarves Universitet
  • Professor Gerald Schernewski, Leibniz-instituttet for Østersøforskning

Eksperterne er fundet ved hjælp af nomineringer fra vandforvaltningsmyndigheder i vores nabolande og tre EU-institutioner. Dermed har udvælgelsen af eksperterne ifølge ministeriet fundet sted indenfor den opgavebeskrivelse, som tidligere har været i høring blandt interessenterne.    

Tilsammen har evalueringspanelet stor kompetence indenfor blandt andet marine økosystemer, marinforvaltning, statistik og kvælstofmodeller generelt, skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

Det blev aftalt i Fødevare- og landbrugspakken, der blev indgået i december 2015 af Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti, at kvælstofmodellerne skulle evalueres af internationale forskere.

"Det er fem internationalt anerkendte eksperter, som nu deltager i evalueringen. Den internationale evaluering af kvælstofmodellerne bag vandområdeplaner igangsættes, så snart eksperterne modtager evalueringsmaterialet, og det er forventningen, at eksperterne kan aflevere en færdig evalueringsrapport i efteråret," siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i pressemeddelelsen.

Eksperterne vil snart modtage evalueringsgrundlaget, udarbejdet af Aarhus Universitet og DHI, hvorefter de kan begynde deres arbejde. Blåt Fremdriftsforum, der består af deltagere fra landbrugets organisationer, grønne organisationer, Kommunernes Landsforening m.fl., vil samtidig få mulighed for at fremsende supplerende spørgsmål, som de ønsker, evalueringspanelet skal tage stilling til.

Evalueringen afsluttes med et fem-dages internat i september, hvor de fem eksperter vil lægge sidste hånd på et udkast til evalueringsrapporten. Før eksperterne sætter de sidste kommaer i rapporten, vil interessenter dog få mulighed for at kommentere og stille spørgsmål til rapporten.

Processen før, under og efter internatet vil blive understøttet af en ekstern facilitator fra Implement Consulting Group.

Den internationale evaluering er en mulighed for at få nye øjne til at se på kvælstofmodellerne. Resultaterne af evalueringen vil efterfølgende kunne indgå i de fremtidige vandområdeplaner.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle