Esben Lunde vil ikke registrere udlændinges opkøb af landbrug

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen ser ikke noget behov for at oprette et register med informationer om udenlandske investorers opkøb af landbrug i Danmark. Ingen kender i dag omfanget. Viceformand i L&F Lone Andersen beklager.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen mener ikke, der er behov for et register over udenlandske investorers opkøb af landbrug i Danmark.

Det sagde han i Folketingets spørgetime onsdag som svar på et spørgsmål stillet af den socialdemokratiske landbrugsordfører Simon Kollerup.

»For mig er det vigtigt, at landbruget får adgang til finansiering - ikke om denne finansiering stammer fra danske eller udenlandske investorer.« sagde Esben Lunde Larsen.

Han tilføjede, at han »ikke umiddelbart« ser noget behov for at oprette et register, »som specifikt skal give informationer om bl.a. udenlandske investorers ejerskab af landbrugsejendomme i Danmark.«

Flere selskaber

Esben Lunde Larsen hilste det samtidig velkommen, at der i de seneste år er sket en generel stigning i antallet af landbrugsejendomme i selskabsform.

Det var selve formålet med den seneste ændring af landbrugsloven, at den skulle fjerne barrierer for landbrugets adgang til finansiering, understregede han.

I 2013 - over en periode på ni måneder - blev der registreret 2.824 personlige erhvervelser af landbrug og 361 selskabserhvervelser, oplyste ministeren.

»Dét tal udviklede sig fremadrettet gennem årene«, sagde Esben Lunde Larsen, som dog undlod at levere konkrete tal for udviklingen efter ændringen af landbrugsloven.

Den blev vedtaget i december 2014 og trådte i kraft 1. januar 2015.

Kapitalejere kendes ikke

Esben Lunde Larsen redegjorde i sit svar kort for kompleksiteten i spørgsmålet om udenlandske investorer.

En udenlandsk investor kan i dag købe en dansk landbrugsejendom direkte gennem et udenlandsk selskab, eller indirekte via et dansk selskab eller som privatperson.

Desuden kan kapitalen være ejet af et udenlandske moderselskab. Men hvem, der ejer kapitalen, bliver ikke registreret.

»Der er i øjeblikket ikke noget krav om, at det skal indberettes, hvem kapitalejerne i selskaberne er,« sagde Esben Lunde Larsen.

Dog skal selve købet indberettes til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen for at sikre, at landbrugslovens bopælskrav er opfyldt.

Ingen kontrol af bopæl

På et opklarende spørgsmål fra Simon Kollerup, oplyste Esben Lunde Larsen imidlertid, at Landbrugs- og Fiskeristyrelsen i de sidste fem år, siden 2012, kun har ført kontrol med bopælspligten, hvis der har været konkrete henvendelser og klager over problemer med overholdelsen.

Derfor har han bedt styrelsen undersøge, om der er mulighed for at indføre en enklere kontrol med bopælspligten.

Dyrt register

Det blev godt modtaget af Simon Kollerup.

Han gav udtryk for forståelse for Esben Lunde Larsens skepsis overfor et register, men opfordrede ministeren til at indkalde partierne bag ændringen af landbrugsloven til et møde om kontrollen med bopælspligten og mulighederne for at skærpe den.

»Jeg går ud fra, at et register er en ret bekostelig affære. Det er også derfor, vi i Socialdemokratiet har lidt mere fokus på, hvilke redskaber, vi har i værktøjskassen til at undgå, at der pludselig er en bestemt nation eller kreds af investorer, der pludselig sidder på dansk landbrug. Derfor er jeg optaget af, at vi sammen dykker ned i bopælskravet.«

Skuffet Lone Andersen

Det var et debatindlæg på Altinget af bl.a. Lone Andersen, viceformand i Landbrug & Fødevarer, der havde fået Simon Kollerup til at stille spørgsmål om et eventuelt register over udenlandske investeringer.

Lone Andersen har selv efterlyst et register og svaret fra Esben Lunde Larsen er derfor en skuffelse for hende.

Hun afviser, at en stramning af kontrollen med bopælspligten er løsningen.

»Det er ærgerligt, at man ikke vil oprette et register. Bopælspligten kan jo opfyldes på mange måder og den betyder ikke, at ejeren af et landbrug skal bo på ejendommen - den kan lejes ud,« pointerer hun.

»Men så må vi selv tage affære og se, om vi kan få en form for overblik via ejendomsmæglere og ejendoms-konsulenter.«

Toppen af isbjerget

Lone Andersen er dog overbevist om, at debatten vil tage fornyet fart, når udviklingen i udenlandske investeringer accelererer.

»Jeg er bange for, at det her bliver en glidebane, hvor vi endnu kun har set toppen af isbjerget. Derfor ville det være rart at have styr på udviklingen - sådan som man har det med udlændinges køb af sommerhuse. Det virker mærkeligt, hvis man ikke kan holde lige så nidkært øje med den dyrkbare jord - mere end 60 pct. af Danmarks areal.«

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle