Forskere: Øget N-udledning kommer ikke fra landbruget

Man kan ikke sige der foreligger en ny trend for udvaskning baseret på tre år, påpeger forsker.

Det er ikke kvælstof fra landbruget, der gør, at udledningen af kvælstof er steget en anelse de sidste tre år, påpeger forskere, fra Aarhus Universitet.

Mandag kom en rapport om tilstanden i de danske vandløb og udledningen af kvælstof til havet. Og allerede i sidste uge var Danmarks Naturfredningsforening på banen med direkte adresse til landbruget, fordi udledningen ifølge rapporten har været lidt højere de sidste tre år. Det får ifølge DN hele grundlaget for landbrugspakken, hvor landbruget har fået lov at gøde mere, til at falde fra hinanden. Den konklusion er dog alt for vidtgående påpeger forskerne bag rapporten.

Et vådt år

Ifølge Jørgen Windolf, biolog ved Aarhus Universitet, kan man ikke bruge de tre år, hvor udledningen har været lidt højere til at konkludere at udledningen generelt er steget.

»Man kan ikke lave en trend på tre år,« siger han.

Han er en af hovedforfatterne på rapporten, og peger på, at forklaringen snarere er, at 2015 var et meget vådt år. Kvælstoftilførslen fra land til kystvande blev på hele 78.000 ton kvælstof og var demed meget større end i de seneste 5-6 år forud. Knap 7.000 ton kom fra spildevand fra punktkilder (renseanlæg, dambrug, industri, regnvandsbetingede udløb). Resten af kvælstoffet kom fra det åbne land.

Men i de år, hvor det regner meget og vandafstrømningen med vandløb er stor, vil udledningen af kvælstof – alt andet lige - være større end i mere ’tørre’ år. For at kunne vurdere den generelle udvikling gennem årene udregner man derfor en normaliseret udledning baseret på gennemsnitlig årlig vandafstrømning i vandløbene. Den normaliserede udledning af kvælstofer er faldet markant siden 1990.

»Faldet skyldes især ændret landbrugspraksis, men langt bedre rensning af spildevandet har også medvirket. En god indikator for den ændrede landbrugspraksis er markoverskuddet af kvælstof. I rapporten er det vist at udviklingen i kvælstoftabet fra det åbne land er nøje koblet til udviklingen i markbalancen for kvælstof,« siger Jørgen Windolf.

Finjusterer model

Men når det ikke er øget udledning fra landbruget, hvad kan så være årsagen til at den normaliserede udledning er steget en smule?

Jørgen Windolf peger på at der i den nuværende metode til normalisering vil være enkelte forhold der måske ikke tages tilstrækkeligt hensyn til.

»Vi arbejder på at finjustere modellerne. Særligt måske at forsøge at tage bedre højde for betydningen af ekstra stor vandafstrømning om vinteren og i det hele taget en varierende vandafstrømning hen over året. Istedet for alene at normalisere til en årlig vandafstrømninge« siger Jørgen Windolf, der dog ikke forventer markante ændringer i de normaliserede tilførsler.

Faktaboks

Store årlige udsving

  • Udsvinget i udledningen af kvælstof til vandmiljøet svinger meget fra år til år.
  • I 2002 var udledningen 87.000 ton og året efter kun 43.000 ton.
  • Forskellen skyldes ikke ændret adfærd i landbruget, men bl.a. klilmatiske udsving.
  • Aarhus Universitet udregner derfor en normaliseret udledning af kvælstof.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle