L&F: Skuffende få vandløb er slettet fra vandplaner

»Yderst skuffende«, at Miljøstyrelsen kun lægger op til at tage 917 km vandløb ud af vandområdeplanerne. Det mener Landbrug & Fødevarer.

Landbrug & Fødevarer er langt fra tilfreds med, at Miljøstyrelsen kun vil udtage 917 km vandløb af vandområdeplanerne, sådan som det fremgår af en netop offentliggjort oversigt.

»Det her lever efter vores mening slet ikke op til det, der var hensigten i aftalen om landbrugs- og fødevarepakken. Her fastslog man, at flade, smalle og gravede vandløb, og vandløb med begrænset naturpotentiale, skulle udgå af vandområdeplanerne. Det er yderst skuffende,« siger afdelingsleder Anders Panum, Landbrug & Fødevarer.

Kriterier slår ikke til

Ifølge Anders Panum er de opdaterede kriterier, som Aarhus Universitet har udarbejdet til vurdering af vandløbs naturpotentiale, og som Miljøstyrelsen har benyttet, ikke egnede til formålet.

Derfor håber han, at den kommende proces, hvor de 23 lokale vandråd ud fra lokalkendskab skal »faktatjekke« vandløbene, vil ændre billedet.

»Vi er glade for, at ministeriet har præciseret, at vandrådene ikke bare skal kontrollere de faldpromiller og slyngningsgrader, som kriterierne lægger op til. De er nødt til at se på helheden for at vurdere, om vandløb har et godt naturpotentiale.«

Håber på fodslag

Anders Panum håber, at de bredt sammensatte vandråd, hvor mange interessenter er repræsenteret, vil kunne nå til fælles forståelse, når de trækker i gummistøvlerne lokalt.

»Vi tror i Landbrug & Fødevarer på, at det er langt mere end 917 km vandløb, der ikke har naturpotentiale. Og vi håber, at alle parter i vandrådene, herunder de grønne organisationer, vil gå konstruktivt til arbejdet, når de skal ud og kigge på vandløb. Selvom man er lystfisker, kan man godt være kritisk overfor kriterierne fra Aarhus Universitet, om det lige er en faldpromille på tre, der garanterer et godt fiske-potentiale.«

»Mange sportsfiskere kender jo vandløb med fald langt under tre promille, hvor der er masser af ørreder. Så også med grønne briller kan de her kriterier få uheldige konsekvenser.«

Anders Panum forudser derfor, at landbrug og sportsfiskere lokalt vil kunne enes om, at nogle vandløb skal ind i vandområdeplanerne igen, mens andre bør udgå.

»Det vil kunne gå begge veje.«

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle