Af Willy Edvardsen.
Telefonen ringer. Det er en, der siger, jeg skal DK-godkendes, og spørger, om jeg ved, hvad det er. Svaret er nej. Det er noget, jeg skal for at levere svin til slagteriet, hvortil jeg svarer, at jeg leverer ikke til slagteri mere, da jeg er meldt ud og kun har 10-15 stykker, som bliver slagtet af privat slagter. Det er jo også et slagteri, lyder svaret.
Hun spørger så, om det er korrekt, at jeg har søer. Svaret er nej, og hun får at vide, at der er de få grise. Søerne blev sat ud for fem år siden, og besætningen er opdateret hvert år.
Der bliver aftalt besøg en formiddag ugen efter. Jeg beder om en mere fast tid, da jeg skal hjem fra arbejde, og der bliver aftalt kl. 12.00.
Jeg får så efterfølgende en mail, som bekræfter det aftalte. Hvis jeg ændrer aftale senere end 3 dage, koster det et gebyr på 1.500 kr.
To en halv dag før ringer hun og flytter tidspunktet til kl.15.00.
Dagen oprinder. Jeg har taget fri fra arbejde. Hun kommer til tiden, vi ser de otte grise, der er tilbage. Det er ok, og der skal skrives papir. Hun spørger, om det er korrekt, jeg har xx som slagterinummer, hvortil jeg svarer, at jeg er udmeldt af Danish Crown for et år siden. Hun kontakter sit kontor, og efter lang ventetid får jeg at vide, at jeg ikke skal DK-godkendes alligevel. Nu venter jeg så en kreditnota på 1.500 kr.
Spild af alles tid.
