Ny aggressiv fugleinfluenza rammer fjerkræfarm i Slesvig-Holsten

En kalkunfarm mellem Hamborg og Lübeck er ramt af den højpatogene H5N5, som er en subtype til H5N8.

En fjerkræfarm i Slesvig-Holsten er ramt af fugleinfluenza-typen H5N5, der er en subtype til H5N8 og ligeledes er højpatogen.

Farmen ligger i Steinburg mellem Hamborg og Lübeck. Der er 33.000 kalkuner på fire lokationer. På den mindste lokation blev der først registreret døde kalkuner lørdag, og søndag viste også de øvrige kalkuner på lokationen symptomer på sygdommen.

Der er mistanke om sygdom på en anden af de fire lokationer, og de er nu spærret af og skal desinficeres.

I første omgang troede myndighederne, at der var tale om H5N8, skriver avisen Kieler Nachrichten. Mandag meldte myndighederne, at der tilsyneladende er tale om H5N5. Det skal test nu bekræfte.

I en pressemeddelelse skriver Slesvig-Holstens miljøministerium, at det er første gang, at H5N5 er registreret i en fjerkræfarm. Hidtil har den kun været registreret hos vildfugle i Tyskland, Holland, Montenegro, Italien og Kroatien. I Slesvig-Holsten har den været registreret hos en bramgås.

Delstatens miljøminister, Robert Habeck, pointerer, at virus kan udvikle sig. Det sker, når flere forskellige typer virus eksisterer hos samme dyr. Derved udveksler de genetisk materiale.

"Så det kommer ikke som nogen overraskelse, at vi har at gøre med en ny undertype i fjerkræflokke," siger miljøministeren.

H5N5 virker - ligesom H5N8 - til at være meget aggressiv, siger miljøministeren.

Slesvig-Holsten har ligesom Danmark indført staldpligt.

H5N5 er ikke registreret hos mennesker.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle