Nye regler: Svineproducenter skal dokumentere behov for halekuperinger

Fra nytår strammes kravene til de danske svineproducenter, som skal dokumentere behov for halekupering. Senere på året kommer flere stramninger.

Om få uger sættes første trin i en stramning af reglerne for halekupering af grise i gang, når der ved årsskiftet indføres skriftlig dokumentation for halebid i besætningen.

Det er miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen, der står bag stramningerne, som indføres for at reducere antallet af halekuperinger, men det er EU-Kommissionen, der har bedt medlemslandene om at skrue ned for halekuperingerne.

»Det er helt afgørende, at vi får alle landmænd til at analysere udfordringerne og dokumentere på skrift, hvordan de tager hånd om problemerne, hvis det skal lykkes at få flere grise med hele haler«, fastslår han.

Fra 1. april kommer næste trin i stramningen, hvor svineproducenterne skal udarbejde en risikovurdering med en tilhørende handlingsplan.

1. juli kommer sidste stramning, hvor svineproducenter ved salg af halekuperede smågrise skal indhente dokumentation fra modtageren eller via mellemhandleren om, at de har behov for at modtage halekuperede grise.

Seges er undervejs med værktøjer

Meldingen om stramningerne, der skal resultere i flere hele haler, kommer ikke som en overraskelse hos Seges Svineproduktion, der er undervejs med værktøjer, som kan hjælpe svineproducenterne med at følge de nye regler.

Samtidig bliver det et Danish-krav, at der skal foreligge skriftlig dokumentation før eventuel halekupering.

»Som jeg fortalte på årets Svinekongres, er et af vores fokusområder at få flere hele haler i den danske produktion. Vi er lige nu i gang med at udvikle et risikovurderingsværktøj, som skal gøre det nemmere for producenterne at vurdere, om der er behov for halekupering i besætningen. For nogle gange ér det en nødvendighed. Halebidte grise er nemlig ikke god dyrevelfærd«, fortæller Christian Fink Hansen, sektordirektør i Seges Svineproduktion.

Han oplyser, at organisationen også har flere forsøg i gang, der skal afdække mulighederne for at nedsætte risikoen for halebid. Endvidere er der oprettet et netværk for de producenter, som i dag producerer med hele haler under det statslige dyrevelfærdsmærke. Det skal sikre vidensdeling og erfaringsudveksling.

Presser ministeren

Hos Seges Svineproduktion er der tilfredshed med, at man er blevet hørt om de faglige perspektiver i sagen.

»Det er glædeligt, at vi denne gang har siddet med ved bordet. Hvis vi ikke som branche viser velvilje, havde de kommende stramninger højst sandsynligt set anderledes ud«, siger Christian Fink Hansen, der samtidig håber på, at ministeren lægger pres på EU for, at stramningerne udbredes i samme omfang til andre medlemslande.

Danske Svineproducenter og Den Danske Dyrlægeforening har også været involveret i arbejdet med at udvikle de nye værktøjer til de danske griseproducenter.

I dag vurderer EU-Kommissionen, at 98-100 procent af alle grise i EU halekuperes. I Danmark estimeres tallet til 98,5 procent.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle