Robotter overtager nedslidende kartoffelarbejde

Fødevarestyrelsens nye robotløsning skal udtage og systematisere mange tusinde tests fra læggekartofler til eksport.

Danske kartoffelavlere eksporterede sidste år sygdomsfri læggekartofler for et rekordbeløb af ca. 400 mio. kr. – på baggrund af årlig fremgang på ca. fem procent de seneste fem år ifølge Danespo.

Indtil i dag har Fødevarestyrelsen i kartoffelsæsonen fuldtidsbeskæftiget op til seks medarbejdere dagligt med at ”proppe” prøver ud til - fra op til sammenlagt 8.000-10.000 læggekartofler hver dag. For kartoffelavlernes regning.

En stor del af det nedslidende, manuelle arbejde bliver nu overladt til to robotter. Fødevarestyrelsen regner med, at robotløsningen frigør fire medarbejderes arbejdskraft i kartoffelsæsonen fra august til februar. Det svarer til to årsværk.

Robotterne koster cirka to mio. kr. og bør være tilbagebetalt på under tre år, vurderer styrelsen.

Løsningen er udviklet af teknologivirksomheden KP Automation i Ikast og præsenteres på den internationale fødevareteknologimesse FoodTech i Herning 1.-3. november.

Herefter skal robotten straks hjem og sættes i drift hos Fødevarestyrelsens Laboratorium i Lystrup ved Aarhus, hvortil der hver dag kører lastbiler med kartofler til prøveudtagningen.

"Alle test er kørt planmæssigt med vores medarbejdere og KP Automations teknikere de seneste uger, mens der blev fintunet på software og indstillinger hos KP Automation i Ikast. Og i det hele taget har samarbejdet med virksomhedens ingeniører og udviklere fungeret forbilledligt. De har været ekstremt lyttende og engagerede i arbejdet med en konstruktiv løsning på en vanskelig udfordring," lyder det fra Fødevarestyrelsens laboratoriechef Erik Dahm i en pressemeddelelse.

Kim Poulsen, adm. dir. hos KP Automation, siger, at det ikke er uden grund, at det først er nu, robotter har overtaget arbejdet.

”Kartofler er jo i virkeligheden meget forskellige i form og størrelse, og det at sikre at læggekartoflen holdes fast og roteres, så der automatisk udtages en prøve netop der ved ”navlen”, hvor kartoflen har hængt ved planten, er ikke så enkelt. Og bagefter at holde prøverne separerede og få dem systematiseret i poser, som skal mærkes med batchnummer og sikret, at næste prøve også tages med sterilt værktøj,” forklarer Kim Poulsen, adm. dir. hos KP Automation.

Der skal indsamles 100 kartofler fra hvert vognlæs, som skal placeres individuelt på båndet, der løber forbi robotten. En opgave som Fødevarestyrelsen også senere ønsker automatiseret. KP Automations anlæg er desuden forberedt for en senere udvidelse med påsætning af batchnummer på prøveposerne, elektronisk datalogning, og sporbarhed.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle