Chef fra Mærsk og Dansk Supermarked i front for Danish Crown

Tidligere chef hos Mærsk og Dansk Supermarked afløser Anne Villemoes som kommunikationschef for Danish Crown.

Den 56-årige Erik Eisenberg er udpeget som ny kommunikationsdirektør i Danish Crown.  Han tiltræder 1. januar 2016.  

Erik Eisenberg, der får den formelle titel Vice President Group Communications, har senest bestredet en tilsvarende stilling i APM Terminals, en af de mest succesfulde og hurtigst voksende forretningsenheder i Mærsk-koncernen.

Med base i Haag, Holland, har han siden 2011 haft ansvar for alle aspekter af den internationale havneoperatørs interne og eksterne kommunikations- og branding-aktiviteter. Forinden havde han ansvar for Dansk Supermarkeds interne og eksterne kommunikation fra 2006

Erik Eisenberg er oprindeligt journalist og har blandt andet virket på Jyllands-Posten, TV2, Børsens Nyhedsmagasin og Ekstra Bladet, hvor han var nyhedsredaktør og redaktionschef. 

Med to Cavling-priser i bagagen er det derfor en særdeles medievant kommunikationsdirektør, der nu går i kødets tjeneste som ansvarlig for den Randers-baserede, globale virksomhed med salg i 136 lande, 8.000 andelshavere, 26.000 medarbejdere og en omsætning på godt 59 mia. kr. i 2014/15.

"Det er et drømmejob at få ansvar for Danish Crowns globale kommunikation – fordi produkterne kendes og forbruges af mio. af mennesker, og fordi firmaet har vital betydning for dansk eksport. Jeg har stor respekt for det arbejde, der allerede er gjort for at udvikle DCs omdømme og brand, og jeg glæder mig til at arbejde tæt sammen med den nye topchef, medarbejdere og ejere om at nå endnu videre," siger Erik Eisenberg.

"Vi har i valget af vores nye kommunikationsdirektør lagt vægt på en kombination af kommunikationserfaring, international erfaring og ledelseserfaring. Vi har stor tillid til, at Erik Eisenberg sammen med den samlede ledelsesgruppe og medarbejderne kan få kendskabet til - og forståelsen for - Danish Crowns rolle og bidrag på fødevareområdet bragt endnu bredere og dybere ud blandt alle målgrupper," siger Jais Valeur.

Erik Eisenberg er gift, har to voksne børn og bor privat i Højbjerg ved Århus. Han afløser Danish Crowns mangeårige kommunikationsdirektør Anne Villemoes, der stoppede 1. december efter 10 år på posten for at etablere sig som selvstændig konsulent og rådgiver.

Fakta om Erik Eisenberg
Født: 1. juli 1959 (56 år)  
Bopæl: Højbjerg 
Familie: Gift med Linda Nordendahl, to voksne børn  
Uddannelse: Danmarks Journalisthøjskole, Århus 1983 
Karriere:
1983-1985: Næstved Tidende, journalist
1985-1988: Vejle Amts Folkeblad, journalist
1988-1999: Morgenavisen Jyllands-Posten, journalist
1999-2000: TV2 Nyhederne, reporter
2000-2001: Kommunikationsrådgiver, hhv. Image Selskabet og Jøp, Ove & Myrthu
2001-2002: Børsens Nyhedsmagasin, seniorreporter
2002-2006: Ekstra Bladet, nyhedsredaktør & redaktionschef
2006-2010: Dansk Supermarked, informationschef
2011-2015: APM Terminals, Haag, Holland, Vice President

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle