Danske slagterier ansætter flere

Fødevareforbundet NNF glæder sig over flere jobs på danske slagterier.

Slagteriindustrien i Danmark har længe været præget af lukninger og fyringer. Men nu lader det til, at tendensen er ved at vende.

Det viser tal fra slagteriarbejdernes fagforbund, skriver FødevareWatch.

"Jeg kan se, at der er en stigning i beskæftigelsen hos Danish Crown. Der er omkring 150 flere ansatte nu end for et halvt år siden. Vi er nede i nogle decimaler, men det er et plus, og det glæder mig rigtig meget, hvis det er en tendens, der vil vise sig fremover også," siger formand for Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast til FødevareWatch.

Paradoksalt nok, kan det meget vel være den russiske embargo mod europæiske fødevarer, som hjælper på vej. Det kan nemlig ikke betale sig for de danske landmænd at sende svinene til slagtning i udlandet.

"Det, jeg har hørt i mit bagland, er, at man har taget noget af produktionen hjem fra Polen og Tyskland og derved producerer mere i Danmark. Det har givet flere jobs i Danmark," lyder vurderingen fra fagbossen.

Han pointerer, at det ikke kan vides med 100 pct. sikkerhed, at det er den fulde forklaring, men at det så absolut ikke skyldes, at krisen i landbruget er ophørt, og derfor kan det meget vel være fødevare-boykotten, der spiller ind:

"Ruslands embargo er skidt for landmændene, som tjener mindre på mælk og svinekød, men det betyder også, at det ikke længere kan betale sig at sende danske svin til slagtning i Tyskland."

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle