Direktør: Dyre-velfærden går i den rigtige retning

Evaluering af den såkaldte svinehandlingsplan viser fremgang på flere punkter, men også fokusområder som pattegrisedødelighed, der bliver svære at opnå. Dyrevelfærden er god i de danske stalde, vurderer Christian Fink Hansen, Seges Svineproduktion.

Dyrevelfærden i de danske svinestalde er god, men den kan altid blive bedre.

Sådan lyder vurderingen fra Seges Svineproduktion-direktør Christian Fink Hansen på baggrund af den anden evalueringsrapport for den svinehandlingsplan, der blev igangsat tilbage i 2014, da daværende fødevareminister Dan Jørgensen afholdt et stort svinetopmøde.

Af rapporten fremgår det, at svinebranchen får svært ved at opfylde handlingsplanens målsætning om en pattegrisedødelighed på 16 procent.

Trods initiativer som PattegriseLIV er dødeligheden på landsplan fortsat på den forkerte side af 20, men den er faldende og har været det i en årrække.

»Pattegrisedødeligheden har været konstant faldende i Danmark siden 2009, så udviklingen går i den rigtige retning. Målsætningen er dog meget, meget ambitiøs«, påpeger Christian Fink Hansen.

Kort og enkeltstående smerte

Et andet kritikpunkt er udviklingen for halekupering, som skønsmæssigt fortsat gælder for 97 procent af alle danske grise.

»Halekupering er et valg mellem et enkeltstående, kortvarigt indgreb på alle grise eller risikoen for, at mange grise får langvarige, smertefulde halebid. Jo større opbakning, der er fra forbrugerne til det statslige dyrevelfærdsmærke, jo flere grise vil der blive med hele haler«, siger han.

Kastration er et tredje forhold, der omtales i rapporten. Her ser Christian Fink Hansen løsningsmuligheder i den nærmeste fremtid.

»Alle pattegrise får i dag smertelindrende medicin i forbindelse med kastration. Som aftalt i handlingsplanen arbejder vi i Seges Svineproduktion for, at kastration uden bedøvelse skal ophøre senest med udgangen af 2018. Vi har fuld turbo på aktiviteter, der skal føre til, at målet nås i 2018«.

Evalueringen har fået flere politikere op af stolene og krævet forbedringer i svinesektoren. I Seges Svineproduktion tager man den kritik roligt.

»Man kan altid havde den bekymring, at politikerne indfører stramninger på dyrevelfærdsområdet, men det hjælper ikke at lovgive om noget, hvor forskningen endnu ikke har resulteret i en holdbar løsning. Det har jeg tillid til, at de danske politikere er opmærksomme på«, siger Christian Fink Hansen.

Kommer der stramninger, så vil han kæmpe for, at det er regler, der kommer til at gælde på EU-plan.

»Da øget dyrevelfærd i nogle tilfælde er forbundet med ekstra omkostninger og dermed påvirker konkurrencekraften, bør det være et EU-anliggende«, fastslår Seges-direktøren.

Faktaboks

Handlingsplan

  • Det såkaldte Svinetopmøde 13. marts 2014 danner baggrund for svinehandlingsplanen, der indeholder ti indsatsområder, som løbende bliver evalueret.
  • Den seneste rapport, som udkom i juli, er anden evaluering af handlingsplanen.
  • Planen følger løbende udviklingen inden for områder som kastration, halekupering, dødelighed hos pattegrise og søer samt mavesår.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle