Minister hives onsdag i samråd om landbrugspakken

Klimaminister Lars Christian Lilleholt skal onsdag i samråd for at redegøre for landbrugspakkens indvirkning på klimaet.

Debatten om landbrugspakken er næppe gået mange næser forbi. Men den har hidtil handlet om indvirkningen på miljøet, og nu er der brug for at tale mere specifikt om, hvad klimaeffekterne er.

Derfor har samtlige røde partier kaldt energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) i samråd onsdag, hvor han skal redegøre for effekterne.

- Regeringen lægger op til, at der skal være flere svin i det danske landbrug, men det er ikke med i beregningerne, der skal sikre, at pakken er klimaneutral.

- De ignorer konsekvenserne af, hvis der kommer flere svin. Så bliver der forurenet mere, og det skal der naturligvis være flere kompenserende miljøtiltag, der kan veje op for, siger Andreas Steenberg, der er klimaordfører for De Radikale.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) har garanteret, at regeringen med den kommende naturpakke vil sikre en mindre kvælstofudledning. Men foreløbigt ved man ikke, hvordan landbrugspakken påvirker klimaet, lyder kritikken fra rød blok.

En række forskere har kritiseret de regnemetoder, der blev brugt i landbrugspakken. Rød blok samt De Konservative beskyldte daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) for at pynte på tallene i forhold til pakkens påvirkning af miljøet.

Og det samme kan være tilfældet over for klimaet, mener rød blok.

- Jeg hæfter mig særligt ved, at man har fremstillet det som om, at det ikke har en effekt på klimaet. Det kan man kun komme frem til, hvis man medregner nogle positive effekter, som ikke har noget med pakken at gøre.

- Det er præcis den samme diskussion, som vi havde med kvælstof. Derfor handler det om at få det afdækket. Når regeringens egen styrelse selv var opmærksom på, at her fremstillede man det lidt for rosenrødt, er det en god indikation, siger klimaordfører Jens Joel (S).

/ritzau/

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle