Ny so-vaccine sænker medicinforbruget

Besætningserfaring: Vaccination med Entericolix beskytter bedre og længere end hidtidig so-vaccine.

Siden Thyge Wissing og driftsleder Frank Køhler i sommer skiftede fra Toxicol til Entericolix, har de droppet en flokmedicinering efter fravænning. Samtidig har de skåret perioden med zink i fravænningsfoderet ned fra to til en uge.

»Det tilskriver jeg først og fremmest en bedre og længere beskyttelse mod coli og tarmbrand gennem den nye vaccine,« siger driftslederen.

Egentlig lover Boehringer Ingelheim, der producerer vaccinen, ikke, at dækningen efter fravænning ændrer sig, men Frank Køhler oplever, at det er tilfældet.

Dyrlæge Hasse Poulsen, Danvet, fortæller, at op mod halvdelen af hans sobesætninger allerede bruger den nye vaccine.

Det generelle erfaring er, at dækningen mod coli er bedre både før og efter fravænning.

»Som dyrlæge oplever jeg et stigende pres for at reducere forbruget af antibiotika, så alle tiltag, der peger i den retning, er velkomne,« siger dyrlægen.

SPARER FLOKBEHANDLING

Hos Thyge Wissings 720 søer var det tidligere som hovedregel nødvendigt, at smågrisene skulle behandles med Colistin mod diarré efter fravænning.

Det har ikke været nødvendigt det sidste halve år.

I hvor høj grad det kan tilskrives, at den nye vaccine dækker bedre sammenlignet med den gamle, er svært at sige, men faktum er, at besætningen rundt regnet sparer tre behandlingsdage for alle smågrise.

Det giver luft i forhold til gult kort.

Derimod holder de stadig fast i en doxycyclin-behandling mod lawsonia, når grisene har en vægt omkring 15-16 kg.

»I langt de fleste ugehold får grisene en gang lawsonia diarré sammen med foderskiftet fra blanding to til blanding tre,« forklarer Frank Køhler.

STIGENDE EFFEKTIVITET

I det seneste år er effektiviteten steget med to-tre grise pr. årsso i besætningen.

Samtidig er soholdet optimeret, så der nu er 720 mod tidligere 660 årssøer.

Begge dele giver pres på smågrisestalden, som ifølge driftslederen er flaskehalsen i staldanlægget. Han kunne godt ønske sig flere stipladser.

Det har dog hjulpet, at tilvæksten er steget fra et utilfredsstillende niveau under 300 g til nu 418 g dagligt.

Samtidig er dødeligheden faldet fra over 5 procent til 2,9 procent i fjerde kvartal 2016.

»Vi arbejder stadig med at trimme smågrisefoderet, så vi får en højere tilvækst,« forklarer Frank Køhler.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle