Årets lærling hjalp stressramt kollega i gang igen

Lotte Rose Nielsen fra DLF Seeds A/S i Roskilde fik tildelt en usædvanlig opgave for en lærling. Hun skulle hjælpe med at implementere et større IT-projekt i virksomheden, samtidig med at hendes nærmeste kollega var sygemeldt med stress.

Lotte Rose Nielsen deltog i opgaven med stort overblik og dygtighed, og da den sygemeldte kollega kom tilbage, påtog hun sig opgaven med at genoplære kollegaen i det nye system. Det er en af grundene til, at Lotte Rose Nielsen modtager prisen som Årets Lærling i DI Roskilde/Køge Bugt.

»Hvis der er noget, du ikke ved, så går du straks i gang med at finde ud af det, enten ved at spørge kolleger eller gå på nettet. Da du begyndte som elev, blev du med det samme kastet ud i problemer med implementering af jeres IT-system. Men ved hjælp af din ihærdighed og snusfornuft, trådte du meget hurtigt i karakter og løste opgaverne med ihærdighed, overblik og faglig omhu og omsatte din store viden om IT-værktøjer til DLFs fordel«, sagde formanden for DI Roskilde/Køge Bugt Carsten K. Jensen, da han og Roskildes borgmester Joy Mogensen overrakte prisen til Årets Lærling.

Lotte Rose Nielsen er stadig i lære som kontorelev med administration som speciale hos DLF, og hun lever op til alle kriterierne. Hun har fået topkarakterer på Roskilde Handelsskole, og selvom hun først er færdiguddannet til august, er hun allerede blevet ansat i en projektstilling i virksomheden.

»Vi ser frem til at følge Lottes karriere. Som arbejdsplads er det inspirerende og givende at se et ungt menneske blomstre, og Lotte Rose Nielsen er en sand prydrose«, skriver avlsadministrator i DLF, Bjarne Sørensen, i indstillingen.

Begivenheden fandt sted på Comwell Roskilde, og prismodtageren fik diplom, ur og blomster.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle