Øko-formand: Markedet sukker efter økologisk korn og foder

Der er p.t. lukket for kontrakter på økologisk kød og mælk. Men der er brug for flere økologiske planteavlere, siger Hans Erik Jørgensen, formand for Landbrug & Fødevarer Økologi.

Det økologiske hjemmemarked for kød og mælk har i øjeblikket nået et mætningspunkt, hvor der er lukket for nye kontrakter med Arla og Danish Crown. Men til gengæld er der fortsat behov for flere økologiske planteproducenter. Det siger Hans Erik Jørgensen, formand for L&F Økologi.

»Selvom der er lukket for kontrakter på kød og mælk lige nu skal man ikke kaste håndklædet i ringen, hvis man overvejer økologi. I stedet kan man overveje at lægge sin planteavl om - vi sukker efter flere planteavlere, for vi importerer mere økologisk korn og foder end vi eksporterer,« siger han.

Store prisfald

Flere økologiske svineproducenter skærer i øjeblikket ned eller lukker den økologiske svineproduktion helt ned efter prisfald på op mod 10 kroner pr. kilo fra da noteringen var bedst.

Det giver forståeligt nok likviditetsmæssige udfordringer her og nu.

Alligevel er Hans Erik Jørgensen, der selv er svineproducent, overbevist om, at markedet vil rette sig i løbet af forholdsvis kort tid.

»Det vil undre mig meget, hvis der ikke er kommet balance i tingene inden for et år eller to. På den lange bane er jeg ikke i tvivl om, at det økologiske marked vil vokse på alle produkter, både kød, mælk og planter.«

Forbered dig nu

Indtil det sker, er det bedste råd, at man som landmand og kommende omlægger forbereder sig bedst muligt, regner på bedriften og gør alle de indledende øvelser, man kan, så man til sin tid kan være klar til at reagere og hoppe ind på markedet hurtigt, når muligheden igen byder sig, siger Hans Erik Jørgensen.

»Men det er klart, man føler sig mere motiveret, når priserne er fantastiske. Det er de ikke lige nu, men pilen peger stille og roligt opad i fremtiden.«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle