ØL: Forrentning på maks. to procent i jordinvestering

Det er ikke målet om at tjene penge, der skal skaffe investorer til ny, økologisk jordfond.

Kim Qvist, bestyrelsesmedlem i Økologisk Landsforening, har været en af de drivende kræfter bag en ny investeringsfond, der skal opkøbe landbrug til økologi og herefter forpagte jorden ud. Den skal hedde Danmarks Økologiske Jordbrugsfond.

De to foreningers bestyrelser forventer at godkende vedtægter samt prospekt for fonden i løbet af de næste to uger. Foreningerne vil selv skyde 300.000 kr. ind i fonden. Det er minimumsbeløbet for at drive en erhvervsdrivende fonde.

De sidste knap 100 millioner skal alle komme fra danske privatpersoner, er visionen. Det er ambitionen om at få mere økologi, der skal lokke investorerne. Ikke forrentning af kapital.

"Vi opererer ikke med en forrentning, der går til himlen. Det er ikke en spekulationstanke med stort afkast, der skal ligge bag. Det er netop det, vi skal væk fra," siger Kim Qvist til Landbrugsavisen.dk.

"Jeg tror ikke, at der er noget at hente, mere end halvanden til to procent," siger Kim Qvist, der er tidligere forstander af Kalø Økologiske Landbrugsskole.

"Vi satser på, at danskerne har den fornødne velvilje. Vi lægger 300.000 for at skabe fundament, men det er danskernes penge, der er det interessante," siger Kim Qvist.

Hvor realistisk er det, at I kan hente 100 millioner kroner?

”Jeg tror faktisk, at det er meget realistisk, for de stærke bånd, der historisk har været mellem by og land, har lidt hårdt de seneste år, og forbrugeren er nødt til at komme tættere på landbruget," siger Kim Qvist, som forventer, at mange danskere vil bakke op om ambitionen.

Danmarks Naturfredningsforening og Økologisk  Landsforening forventer, fonden er klar til at udstede aktier fra marts måned 2017. Fonden, som Information skriver om i dagens avis, er udledt af et stort projekt, der har været støttet af Villum-fonden.

Økologisk Landsforening og Biodynamisk Forening har modtaget 16 millioner kroner til projektet "Det samfundsnyttige landbrug",  som ifølge projektbeskrivelsen skal 'finde nye veje, som skaber plads til næste generation af økologer, og som skaber ny værdi for både landmænd og lokalsamfundet, fordi de går sammen om at finde løsninger på natur, miljø, vækst, jobskabelse og plads til borgere med psykiske, fysiske eller sociale udfordringer'. Projektet startede i 2015 og slutter i 2017. Tankerne om en lokal jordfond har fra starten været en del af projektet.

Relaterede

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle