1700 traktorer samlet: Tyske landmænd tilslutter sig europæiske protester

De tyske landmænd har fået nok af de varslede besparelser og skærpede regler indenfor landbruget, ligesom landmændene i Holland og Frankrig.

Mens landmændene i Holland flere gange har fyldt gaderne med traktorer for at protestere mod regeringens udmeldinger om at skære i landbruget, har nu også de tyske landmænd tilsluttet sig protesterne.

Tirsdag morgen kørte omkring 1700 tyske landmænd deres traktorer til stormøde i Rendsborg, som ligger cirka 100 km syd for den danske grænse. Her protesterede man mod de skærpede regler, som det tyske ministerium vil gennemføre inden for blandt andet sprøjtemidler, mens ministre og andre talspersoner var inviteret på talerstolen. 

Det fortæller Helge Lorenzen, chefrådgiver ved Landbosyd, der var med i tyskland.

"Vi er taget afsted for at bakke op om de tyske landmænd. Der er sådan en hetz mod landmændene, der bliver lidt mobbet af nogle befolkningsgrupper i samfundet, der ikke kan lide landmændene og at de holder dyr. Det er de samme problemer, som vi nogle gange lidt oplever i Danmark", siger Helge Lorenzen fra LandboSyd der sammen med Agerskovgruppen havde arrangeret en bus til protesterne i tyskland.

Gruppen på omkring 20 danske landmænd landede på pladsen i Rendsborg omkring kl. 9 tirsdag morgen, samtidig med at de tyske landmænds traktorer begyndte at rulle ind på pladsen.

"Det har været noget af en oplevelse. Det stopper trafikken noget, når der skal så mange traktorer ind og ud af sådan en by, men stemningen var god og positiv. Politiet sørgede for trafikken og landmændene klappede af talerne og glade for at få taget debatten", siger Helge Lorenzen, da Landbrugsavisen.dk fanger ham på vej hjem mod Danmark.

"Fantastisk at de kan samle sig"

Det er især for at sænke udledningen af kvælstof til luften og forurening af grundvandet, og på andre måder lette klimaet, at debatten om landbrugets påvirkning er startet i flere europæiske lande. Også i Tyskland, hvor mange landmænd igennem flere måneder har deltaget i en lidt mere stille protest.

De har stillet grønne kors op på deres marker for at symbolisere landbrugsbesparelserne og landbrugets død, hvis der ikke tages hensyn til erhvervet.


Blandt andet har den tyske politiker Carina Konrad fra FDP delt dette billede på hendes Facebook.

Den tavse protest var især rettet mod den nye landbrugspakke, som blandt andet skulle mindske brugen af sprøjtemidler.

Ud over protesterne i Rendborg var der også kaldt til stormøde i Hamborg, Rostock og Bonn.

"Det var helt fantastisk at se, hvordan landmændene har kunne samle sig om at lave den her demonstration over for det regelsystem, som de er ved at få indført", siger Jens Peter Aggesen fra Agerskovgruppen, der selv har et langbrug med 500 hektar og tilhørende svineproduktion ved Haderslev.

"Jeg tror, at alle landmænd i Europa skal samarbejde lidt mere og få sikret en struktur, hvor vi kan servicere og lave fødevarer, men også have en fornuftig dialog med politikere og organisationer".

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle