66-årig dømt for ulvedrab: Det var selvforsvar

Landmand fortryder ikke, at han skød ulv. Han vil forsvare sig i retten med, at ulven ikke var fredet.

En videofilm af en ulv, der løber på en mark inden den bliver nedlagt af tre skud fra en riffel, spredte sig sidste forår og vakte en debat om ulvens rolle i Danmark. Manden bag skuddene har hidtil været anonym men står nu frem og forsvarer sin gerning med, at han handlede i selvforsvar. Det siger han i et interview med TV2.

16. april sidste år ringer Mourits Troldtofts søn til sin 66-årige far og forklarede ifølge Mourits Troldtoft, at han havde problemer med en opgave på marken, og at ulven løb meget tæt på sønnens traktor.

Mourits Troldtoft siger, at han på grund af helbredsproblemer ikke har luft til at gå mere end 30 meter af gangen. Så han føler sig udsat, når ulven er for tæt på.

Derfor besluttede Mourits Troldtoft 16. april at tage sin jagtriffel med sig og køre ud i bil til sin søn på marken.

"Jeg var jo nødt til at forsvare mig", siger Mourits Troldtoft til TV2.

"Jeg tænkte, at jeg hellere ville dø en naturlig død end blive ædt af en ulv".

Tænkte: "Nu må det få en ende"

Da den 66-årige landmand kommer ud til marken, kan han se, at ulven ikke reagerer på, at sønnen gasser op i sin traktor. Og ulven var stadig på marken, da Mourits Troldtoft gjorde klar til at køre hjem.

"Den var på vej over mod min søn igen, og det var jeg utryg ved", siger landmanden til TV2.

"Så jeg stoppede et par patroner i riflen og sagde, at nu må det får en ende".

Tre skud senere lå ulven død på marken. Ulven er et fredet dyr, og videoen påkaldte stor kritik fra miljøforkæmpere. Modsat mener Mourits Troldtoft, at han var i sin gode ret til at skyde dyret.

"Jeg følte, jeg var i en situation, hvor jeg ikke kunne overskue konsekvenserne og følte, at det kunne gå ud over både mig og min familie".

"Det, kombineret med at vi simpelthen ikke kunne jage den væk, og det er der jo gevaldig billeddokumentation for, jamen så blev det altså nok", siger Mourits Troldtoft til TV2.

"Det kan da godt være den ikke æder mig, men det kan da også godt være, at den gør. Den usikkerhed er da absolut ikke rar at have med at gøre".

I den kommende retssag, der er en anke af hans dom fra byretten, vil han desuden fremføre, at ulven efter hans opfattelse er en hybrid af en ulv og en hund. Derfor vil den ikke være beskyttet af EU's habitatdirektiv, der giver ulven sin status som fredet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle