Forskønnende udregninger

LandbrugsAvisen forrige uge skaber et grundlag for et godt grin ¿ ren morskabsteater. Man skal godt nok være meget enfoldig eller meget opsat på at vende fakta på hovedet i de to artikler, jeg vil omtale.

Først en svineproducent, der højt proklamerer, at hans bedrift skaber lønninger til 10 sygeplejersker. Han omregner sine eksportindtægter eller omsætning, som der var mere sandhed i at skrive til lønninger til 10 sygeplejersker.

Jeg vil vædde på, at en familie på overførselsindkomst med tre børn skaber endnu flere arbejdspladser, så hvad kan man dog bruge sådanne udregninger til? Andet end at vise, hvor naivt og forskønnende man anvender udregninger, så de passer ind i det billede, man helst ser sig selv i.

Sandelig ser jeg længere henne i bladet, at "halekupering den mest effektive metode mod halebid." Det er journalistik der vil noget. Ingen hale = ingen bid. Hurra. Men til gengæld beskrives halebidningen som noget, der pludseligt kommer ud fra den klare blå luft. "Rammer som lyn fra en klar himmel". Er halebidning mon et virus?

Men ikke et ord om den manglende dyrevelfærd, som kunne være bedre plads, bedre sysselsætning for dyrene eller blot færre dyr sammen ad gangen. Ærligt talt, kære landmænd, producenter, landbrugsjournalister og embedsfolk: Tag jer sammen. I gør jer selv helt frivilligt til grin med denne form for oplysning. Godt nok ser kun dem, der abonnerer på avisen, dette sjusk, men alligevel. Nogle tror jo på, at det er selve sandheden.

Jeg glæder mig til at se mere morsomt fremover, men savner dog en mere nuanceret beskrivelse af de landbrugsfaktuelle nyheder. Det skal jo ikke være bar` sjov det hele?

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle