Advokat om kendt kurator: Det var ren chikane

Ifølge en konkursramt landmands advokat grænsede kurator Rune Hyllesteds opførsel sig til chikane. Kurator ønsker ikke at kommentere sagen.

Fra endnu en kant kommer der nu kritik af en af landets mest brugte landbrugskuratorer, Rune Hyllested.

Tidligere svineproducent Jens Sørensen fra Brønderslev gik konkurs i april 2016, og ifølge Jens Christian Larsen, der var landmandens advokat, grænsede kuratorens metoder sig til regulær chikane af landmanden.

»Forløbet med konkursen var simpelthen ikke i orden, og der var mange ting, de beskyldte ham (svineproducent Jens Sørensen, red.) for, som i min optik bare var for at chikanere ham«, siger Jens Christian Larsen, advokat hos AdvokathusNord.

Bil, hus og tyverianklager

Som eksempel nævner Jens Christian Larsen, at der på bedriften var tre ejendomme, hvoraf landmand Jens Sørensen og hans familie boede i en ejendom uden griseproduktion, og selvom der var aftalt med Nykredit, som var en af de store panthavere i konkursboet, at Jens Sørensen og familien kunne blive boende på bedriften, blev han på foranledning af kurator Rune Hyllested tvunget til at fraflytte.

»Han blev smidt ud, hvilket virkede helt tåbeligt. Der var tre ejendomme, og ingen grise på den han boede på. Samtidig var han jo kort forinden blevet fyret som driftsleder, så han kunne jo ikke gøre noget som helst. Det var ren chikane«, siger Jens Christian Larsen, der ligeledes retter kritik af, at Storm Advokater gennem flere måneder forsøgte at inddrage Jens Sørensens bil, en 10 til 15 år gammel Peugeot Partner, som han havde omregistreret til sin samlever.

»Vi havde lange korrespondancer frem og tilbage om bilen, som reelt set ikke havde nogen som helst værdi for konkursboet. Til sidst måtte jeg sige, at de skulle holde op med det pjat - det gavnede jo ingen«, siger advokat Jens Christian Larsen.

Tyverianklager frafaldt

Skifteretten nedsatte i forrige uge Rune Hyllesteds salær i den pågældende konkurssag med godt en tredjedel til knap 1,1 mio. kr.

Her lagde dommer Bo Dietz vægt på, at der i fire ud af fire konkurssager ved Skifteretten i Hjørring, hvor Rune Hyllested kom til som kurator, havde været alvorlige samarbejdsproblemer og, at det synes i højere grad at være begrundet i kurators adfærd end skyldnerens. Det har Rune Hyllested efterfølgende dementeret, da en af konkurssagerne er gået gnidningsfrit.

I Rune Hyllesteds redegørelse over for Skifteretten argumenterer han bl.a. sit oprindelige salær med, at der var sket en række tyverier af aktiver på bedriften, som var blevet politianmeldt, herunder en halmvogn, gylle og vårbyg.

Landmanden Jens Sørensen forklarer selv, at et af de påståede tyverier – halmvognen – var lånt af naboen og blev leveret tilbage til bedriften dagen efter konkursen.

Hos Nordjyllands Politi bekræfter man, at Jens Sørensen 30. maj 2016 blev sigtet for tyveri, men, at politiet ikke fandt grundlag for at indlede en strafferetlig efterforskning mod pågældende, hvorfor der 23. juni 2016 er sket påtaleopgivelse.

Sendt væk fra opgave

Efter konkursen blev landmanden Jens Sørensen ansat på en maskinstation i lokalområdet. Et par måneder efter sin ansættelse blev han sendt ud på en opgave på en konkursramt bedrift, hvor der skulle udføres en række opgaver med en gummiged.

Efter at have været igang med opgaven i en halv time, kom kørselslederen fra maskinstationen og trak Jens Sørensen fra opgaven, da de fra Storm Advokater havde ringet til maskinstationen med krav om, at han ikke skulle udføre arbejde på den pågældende bedrift.

»Det var mærkeligt, for jeg lavede jo bare det, jeg skulle. Jeg ved stadig ikke, hvorfor jeg ikke måtte arbejde der, men jeg fik bare at vide, at jeg skulle væk derfra. Det var jo helt chikaneagtigt og til sidst blev det personligt«, siger Jens Sørensen.

Storm: Sag indeholder personfølsomme informationer

Hos Storm Advokatfirma ønsker man ikke at kommentere på den konkrete sag, da den bl.a. indeholder personfølsomme oplysninger.

Det oplyser Lars Lyngdahl, presse- og kommunikationsansvarlig hos Storm Advokatfirma, der henviser til svar på generelle spørgsmål fra sidste uge.

Sidste uges udgave af LandbrugsAvisen bragte en artikel om, at Rune Hyllested blev kritiseret for dårligt samarbejde i forbindelse med hans rolle som kurator på en række sager, og at det bl.a. havde fået Skifteretten til at nedsætte hans salær med en tredjedel i konkurssagen mod tidligere svineproducent Jens Sørensen.

I den forbindelse udtalte Rune Hyllested, at han ville kære Skifterettens kendelse til landsretten.

»Det, jeg kan sige, er, at det, der optager mig er, at jeg varetager mine forpligtelser som kurator. Vi gør alt, hvad vi overhovedet kan, for at det som menneske skal være så tåleligt som muligt. Det har vi også som regel held til, men vi skal huske, at hele præmissen er at varetage boets interesser«, sagde Rune Hyllested i sidste uge.

»Der, hvor der kan opstå gnidninger, er, hvis det viser sig, at der har været uberettigede dispositioner af aktiver, både før og efter konkurs. Her fremgår det af konkursloven, at jeg har en handlepligt. Vi går ind i de her konkursboer med ønsket om at løse det bedst muligt, men hvis der opstår skillevej, fordi der er gjort uberettigede dispositioner, så skal vi varetage boets interesser«.

I den konkrete sag, hvor Skifteretten i Hjørring har sænket advokatens salær, havde Rune Hyllested politianmeldt Jens Sørensen for tyveri.

»Jeg kan ikke svare konkret på disse ting omfattet af tavshedspligt, men det jeg vil sige og kan sige er, at hvis vi som kuratorer ser grundlag for, at noget ikke er, som det skal være, er vi forpligtet til at give politiet oplysninger. Det fremgår af konkursloven«.

 

Rettet 15.03.2018: Jens Christian Larsen har tidligere i artiklen fremgået som beskikket advokat for landmand Jens Sørensen. Dette er ikke tilfældet, men han var derimod landmandens egen advokat.

Faktaboks

Sagen Kort

  • Rune Hyllested er en flittigt brugt kurator inden for landbrugskonkurser og er inden for de sidste par år blevet kurator på i hvert fald 25 konkurser, herunder også landets store konkurssager som Bøje Pedersen og Peter Boilesen.
  • I slutningen af januar 2018 sænkede Skifteretten Rune Hyllesteds salær med godt en tredjedel til knap 1,1 mio. kr. i konkurssagen om Jens Sørensen. Den kendelse vil Rune Hyllested kære til Vestre Landsret. 
  • I kendelsen lagde dommer Bo Dietz vægt på, at der i fire ud af fire konkurssager ved Skifteretten i Hjørring var opstået alvorlige samarbejdsproblemer mellem kurator Rune Hyllested og fallenten og, at det var nødvendigt med en beskikket advokat. En beskikket advokat til skyldneren er i sig selv et særsyn. 
  • Rune Hyllested havde i sin redegørelse blandt andet begrundet salærets størrelse med, at der var opstået alvorlige samarbejdsvanskeligheder med den konkursramte svineproducent. Det berettigede en større arbejdsindsats.
  • Skifteretten i Hjørring afsatte for fire måneder siden Rune Hyllested som kurator i samme konkurssag, som nu er ved at nå sin absolutte afslutning. Årsagen var, at advokaten på vegne af boet havde hyret sin brors firma. Det ankede advokaten til Vestre Landsret, der gav Rune Hyllested medhold. Han blev derfor genindsat som kurator for to måneder siden.
  • De to panthavere i konkurssagen, Nykredit og Spar Nord, har ikke ønsket at kommentere kritikken af Rune Hyllested, men Spar Nord udtaler, at den aktuelle sag »sandsynligvis vil spille en rolle i vores fremtidige overvejelser om valg af kurator«.
  • LandbrugsAvisen har haft kontakt til flere landmænd, der beretter om et godt samarbejde med Rune Hyllested, før de begærer sig konkurs. Når først konkursen er indtruffet, er samarbejdet gået skævt.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle