To af landets største landbrugsbanker vil gå sammen

To af landets største banker, og største udlånere til landbruget, vil fusionere.

Vestjysk Bank og Den Jyske Sparekasse ønsker at slå sig sammen.

Fusionen vil skabe Danmarks ottendestørste pengeinstitut, oplyser Vestjysk Bank i en pressemeddelelse.

Dermed er der lagt op til bryllup mellem to af landets absolut største udlånere til landbrugserhvervet, både set i forhold til hvor meget landbrug fylder i hvert pengeinstitut, samt i kroner og øre for sektoren.

Vestjysk Bank er regnet som landets tiendestørste långiver til landbruget med et samlet udlån på lige knap 3 mia. kroner i 2019. Den Jyske Sparekasse er næsten lige så stor, med et samlet udlån på knap 2,4 mia. kroner. 

For begge finansvirksomheder gælder, at direktionen de seneste år, efter at have været ude i økonomiske genvordigheder efter finanskrisen, har arbejdet målrettet med at reducere landbrugenes andel af den samlede balance fra et sted på over hver femte udlånskrone til erhvervet, til i år begge at have ramt det ønskede niveau på 15 procent.

Ifølge Kim Duus, der er bestyrelsesformand i Vestjysk Bank, vil fusionen give mulighed for at sikre en stærk lokalbank i Midt- og Vestjylland.

"I dag er vi lokale banker med et solidt engagement i det område, vi er en del af, og med et godt kendskab til vores kunder".

"Fusionen giver os mulighed for at fortsætte med at være lokale, samtidig med at vi sammen kommer til at stå stærkere til gavn for både vores kunder, aktionærer og medarbejdere", siger Kim Duus.

Nyt hovedsæde skal ligge i Herning

Den fusionerede bank vil holde fast i Vestjysk Banks navn og logo. Det sker for at bevare et højt kendskab i det midt- og vestjyske marked.

Samtidig holder banken fast i sine filialer i Lemvig og Grindsted og etablerer nyt hovedsæde i Herning.

Bestyrelsesformanden i Den Jyske Sparekasse, Niels Fessel, mener, at fusionen mellem de to banker er den rigtige beslutning på det rigtige tidspunkt.

"Ud over vores lokale forankring deler vi fælles værdier, og vores geografiske placeringer er i vidt omfang komplementære. Fusionen vil give os nogle muligheder, som vi ikke får ved at stå alene", siger Niels Fessel.

Fusionen skal godkendes på ekstraordinære generalforsamlinger i både Den Jyske Sparekasse og Vestjysk Bank 13. januar næste år.

På forhånd møder fusionen opbakning fra Arbejdernes Landsbank, AP Pension og Nykredit, der er store aktionærer i begge pengeinstitutter.

Også Finansiel Stabilitet, Den Jyske Sparekasses Støttefond, Sparekassen Løgumklosters Fond, Jelling Sparekasses Fond, Fonden for Sparekassen Farsø og Fonden for Sparekassen i Skals, der alle er store aktionærer i Den Jyske Sparekasse, støtter planerne om fusionen.

Opbakningen sker dog med forbehold for opfyldelse af visse betingelser, står der i pressemeddelelsen.

/ritzau/

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle