Afgift på biomasse vil være ødelæggende for landbruget

Landbrug & Fødevarer vender tommelfingeren nedad til forslag om at lægge afgifter på biomasse.

Den voksende afbrænding af biomasse, som står for majoriteten af Danmarks andel af vedvarende energi, er langtfra altid klimavenlig, lyder det i Klimarådets nyligt offentliggjorte rapport.

Klimarådet, som er nedsat som følge af klimaloven i 2014, mener derfor, at tilskud og afgifter bør styres af, hvor klimavenlig den er.

Men hvis man sætter afgifter på biomasse, vil det lægge op til et administrativt mareridt, lyder det fra Jens Astrup Madsen, leder af afdeling for Klima, Energi og Planter hos Landbrug & Fødevarer.

"Der er slet ikke brug for flere afgifter. De vil ikke fremme den grønne omstilling. Afgifter skader erhvervslivets internationale konkurrenceevne", siger han.

vil skade yderområderne

"Hvis målet er en mere bæredygtig klimapolitik, hvor man ønsker reelle alternativer til olie, kul og gas, virker det jo fuldstændig modsat netop at pålægge afgifter på de bæredygtige alternativer, som vi i stedet burde arbejde for at udbrede, for at få danske virksomheder til at bruge halm, træflis og biomasse frem for olie, kul og gas, der skal importeres".

"Dansk landbrug har i dag en betydelig viden inden for halm og energiafgrøder til energisektoren, og hvordan de virker som klimavirkemidler, som der bør bygges videre på", tilføjer han.

kan reducere udledning af drivhusgas

Han fremhæver et eksempel, hvor en afgift på biomasse brugt i fjernvarmen vil hæve varmeprisen for mange varmekunder, som har deltage i investering i biomasseanlæg for at gå foran på den grønne omstilling.

"Straffes de, giver det begrænset lyst til fremover at gå foran, hvilket generelt sender et dårligt politisk signal", siger Jens Astrup Madsen og peger på, at produktionen af biogas også pynter på miljøregnskabet i forhold til udledningen af drivshusgasser fra husdyrsgødning.

”Produktionen af biogas fra husdyrgødning kan reducere udledningen af drivhusgas fra husdyrgødning i landbruget. Og biogas er et super godt eksempel på cirkulære bioøkonomi. Omstilling til en mere biobaseret økonomi er centralt i forhold til en mere bæredygtig udvikling i en verden med knappe ressourcer.”

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle