Afgrøderapport: Rygter om støttekroner sendte hvede og soja lavere

Producenter bør overveje delsalg af ny høst på nuværende niveau, og Matif testede modstanden, men blev afvist hjulpet af prisfald i Chicago.

Afgrøderne lagde endnu en dag fra land i positiv territorie med brede stigninger til både majs, hvede og sojabønner.

Matif hveden blev igen understøttet af stigningerne i Chicago, og december terminen toppede i 181,75 EUR/ton, inden den lukkede et par euro lavere, i underkanten af 180 EUR/ton. Modstandsniveauet omkring 181 euro blev testet, men afvist.

Det skriver Jyske Markets i onsdagens afgrødekommentar.

Med udsigt til et år med en solid forsyningsbalance i Europa og Sortehavet, skal der i vores øjne store udbyttetab til før vi ser Matif tage et yderligere spring opad på 10 euro. I øjeblikket er det mere bekymringer for kvaliteten, end det er reelle udbyttetab for så vidt angår den amerikanske vinterhvede.

Selvom vi tidligere har argumenteret for, at risikopræmierne i hveden var blevet meget små med nogle måneder til høst, så er stigningerne indtruffet noget hurtigere end ventet.

Vi gentager derfor vores anbefaling fra i går om, at producenter bør overveje delsalg af ny høst på nuværende niveau og har opdateret vores anbefaling.

Støttekroner kan betyde ventetid på handelsaftale

Rygter ud på eftermiddagen om, at Trump-administrationen ville indføre nye subsidier for de amerikanske landmænd, der er blevet et uskyldigt offer i handelskrigen, opslugte ud på eftermiddagen og aftenen dagens prisstigninger, hvor hveden og sojabønnerne vendt rundt.

Baggrunden for reaktionen skal sandsynligvis ses i det perspektiv, at hvis Trump-administrationen planlægger at udbetale støttekroner til de amerikanske landmænd, så kan det samtidig være et tegn på at underskrifterne på en handelsaftale med kineserne endnu er et stykke væk, hvilket fik pessimismen til at brede sig.

Majs

I majsmarkedet overskyggede eventuelle støttekroner dog ikke vejrbekymringerne. Der er efterhånden næppe tvivl om, at der vil blive sået færre arealer, og den sene såning øger risikoen for udbyttetab.

Hvis de amerikanske vejrprognoser udvikler sig ideelt og jordbundsforholdene tillader at genoptage markarbejdet, vurderes det, at det vil tage yderligere 16 - 18 dage at så de resterende estimerede 115 mio. acres med sojabønner og majs.

Men selv i dette scenarie, vil det forskyde tilsåningen af 1/3 af de estimerede majs og sojaarealer ind i juni.

Og de amerikanske vejrprognoser viser langt fra ideelt vejr, med betydelig regn på tværs af Midtvesten de kommende 10 dage.

Fondene holder fortsat noget nær rekord store solgte positioner, og til trods for at de er nedbragt, har det ikke været i helt så stort et omfang, som man har kunne forvente. Men med udsigt til en forlænget weekend i USA, grundet Memorial Day på mandag, så kan man forestille sig at usikkerheden breder sig frem mod weekenden.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle