Agri Nord-formand: Retssag om vandplaner er spild af tid

Det er umuligt at vinde en retssag mod staten for vandplanerne lige nu. Derfor skal L&F ikke rejse en sag, mener formand for Agri Nord, Carl Christian Pedersen.

L&F’s primærbestyrelse har besluttet ikke at indlede en retssag mod staten for vandplanerne, ligesom foreningen Bæredygtigt Landbrug (BL) har gjort.

Beslutningen er truffet på baggrund af, at L&F’s advokat Håkun Djurhuus fastholder, at der ikke kan indledes en retssag i dag, hvis målet er at vinde sagen.

"Vi har en anden strategi. BL har valgt deres. Forhåbentlig flytter de noget med den, og måske kan de strategier mødes på et senere tidspunkt, men for nuværende ser vores advokat ingen grund til at gå ind i en retssag", siger Carl Christian Pedersen, formand for Agri Nord, i en pressemeddelelse.

Advokat Håkun Djurhuus’ vurdering skyldes blandt andet, at planerne i dag er udmøntet med hjemmel i en gyldigt vedtaget lov om vandplanlægning.

Desuden er der endnu ikke grundlag for at fastslå konsekvenserne af de kommende indsatser, fordi disse ikke er vedtaget, og en dommer kan ikke forholde sig til noget ”eventuelt”, skriver Agri Nord i meddelelsen.

"Derfor skal L&F ikke på nuværende tidspunkt spilde ressourcer på en retssag, der ikke kan vindes", siger Carl Christian Pedersen.

Kan stævne på velegnet tidspunkt

Agri Nord-formanden ser dog positivt på, at L&F indleder en retssag mod staten for vandplanerne, når der er en chance for at vinde.

"L&F kommer på banen på det tidspunkt, hvor vi ser muligheder ved domstolene. Ikke for tidligt og ikke for sent", siger han og bakker i mellemtiden op om L&F’s udmeldinger om, at det er positivt, at der gøres alt for at få vandplanerne på rette spor.

Han mener desuden, at det er rigtigt, at L&F bakker op om BL’s retssag moralsk og med faglig support.

Faktaboks

• L&F klagede den 19. januar 2012 til det daværende Miljø- og Naturklagenævn over vandplanerne, generation 1. Nævnet tilsidesatte planerne som ugyldige i december 2012.• L&F stævnede den 31. maj 2012 Naturstyrelsen med påstand om, at vandplanerne, generation 1, var ugyldige. Den sag blev vundet efter nævnets afgørelse i december 2012.• L&F stævnede den 10. april 2015 igen Naturstyrelsen med påstand om, at de reviderede vandplaner, generation 1 var ugyldige. Sagen blev hævet i december 2016 på opfordring fra adv. Håkun Djurhuus.

Relaterede

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle