Analytiker: Luftangreb på iransk general får olieprisen til at skyde i vejret

Råolien lander højere oven på politisk uro I Mellemøsten, mens Hveden understøttes af stærk eksport og spekulative interesser.

En af Iran’s mest magtfulde top-generaler er her til morgen blevet dræbt i et luftangreb beordret af den amerikanske præsident Donald Trump.

Formålet med angrebet er ifølge amerikanerne en defensiv handling, for at beskytte amerikanske udsendte i udlandet. Generalen var højt placeret i den iranske revolutionære garde, der tilbage i maj i Washington blev udpeget til en terrororganisation. Det skriver Jyske Markets.

Finansmarkederne reagerer med risk-off på den politiske uro, og det har fået råolien til at stige 3 procent til 68,40 dollar/tønden.

Generalen har øget Den Islamitiske Republiks magt i Mellemøsten, og har ifølge USA været arkitekten bag en lang række angreb på amerikanske soldater i Irak og Mellemøsten.

Drabet er en klar eskalering af konflikten i Mellemøsten. Iran’s øverste leder har lovet en alvorlig
gengældelse, hvilket frygtes at føre til en væbnet konflikt.

Den negative stemning, som konsekvens af angrebet, forventer analytikerne smitter af på aktiemarkedet, der har udsigt til at åbne lavere de næste dage.

Europæiske afgrøder starter året ud med prisstigninger

Vender vi snuden hjem mod afgrødemarkedet, startede de europæiske afgrøder året ud med stigninger, der tangerer de højeste niveauer denne sæson.

Møllehveden handlede kortvarigt over 190 euro/ton inden den faldt lidt tilbage frem mod luk. 

Den europæiske hvedeeksport fortsætter med at køre på skinner med foreløbige 13,4 mio. ton denne sæson, mod 8,01 mio. ton samme tid sidste sæson. Det svarer til en fremgang på 67 procent og er i høj grad en medvirkende faktor til at understøtte priserne.

Det høje eksporttempo skaber også bekymringer for kommende sæsons forsyningsbalance, som en konsekvens af, at de store europæiske producenter som Tyskland, Frankrig og Storbritannien har tilsået færre arealer med vinterhvede på grund af efterårets vedvarende nedbør.

De amerikanske hvedepriser er ingen undtagelse, og her handlede hveden i Chicago i går på de højeste niveauer siden høsten i 2018.

Med til at understøtte afgrødemarkedet er også øget fokus fra spekulanterne, der har en ide om, at risikoen i råvaremarkedet lurer på opsiden i 2020. Reallokering af porteføljer var således med til at understøtte afgrødemarkedet, og kan være en tendens der fortsætter de kommende dage.

Indien sænker importafgift på palmeolie

Rapsfrøene blev understøtte af nye prisstigninger til palme- og sojaolien. Samtidig er råolien steget på den gode side af 10 dollar/tønden siden bunden tilbage i oktober.

Det gør biodiesel mere konkurrencedygtig, hvorved efterspørgslen øges. Positivt er også at Indien er gået i gang med at sænke importafgiften på palmeolie, i bestræbelserne på at undgå prisstigninger og dermed øgede udgifter for landets befolkning.

Indien bruger importafgifterne til henholdsvis at beskytte de indenlandske producenter mod for lave priser, og forbrugerne mod for høje priser, når den indenlandske forsyningsbalance strammer til. Alt andet lige vil de lavere importafgifter føre til øget indisk import af palmeolie, der skubber til en forsyningsbalance der i forvejen er under pres.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle