Andelsbevægelse udvider med to bedrifter i Jylland

Foreningen Andelsgaarde udvider med deres første to gårde i Jylland. Dermed har de overtaget fem bedrifter på fem år.

Fem gårde på fem år og 3000 medlemmer. 

Foreningen Andelsgaarde har vokseværk og udvider nu ved at overtage to bedrifter, som for første gang i foreningens historie ligger i Jylland. 

Det skriver Andelsgaarde på deres sociale medier, hvor de fortæller, at der er tale om Høsterriet i Hjortshøj og Jordbruget Soldug lige uden for Ebeltoft. 

Andelsgaarde blev stiftet i 2018. I 2019 overtog de deres første landbrug ved Melby i Nordsjælland. De bliver finanseret igennem deres medlemmer, som betaler 150 kroner hver måned for at få titlen gårdejer samt en stemme ved den årlige generalforsamling. 

På deres hjemmeside fortæller foreningen, at man ønskede gentænke den 'gamle andelsmodel', hvor en andelshaver betalte et større beløb - for eksempel 10- eller 50.000 kroner - for en andel. Man blev inspireret af fitnessindustrien. Mere end 800.000 danskere betaler glædeligt 150 kroner om måneden for et fitnessabonnement.

- Vi tænkte, hvorfor ikke supplere det med et medlemskab af Andelsgaarde, så vi alle sammen kan blive gårdejere og komme klima- og biodiversitetskrisen til livs? Skriver Andelsgaarde på deres hjemmeside. 

Med den nye tilgang til andelsbevægelsen, vil foreningen gennemføre et 'grønt generationsskifte' i landbruget. Bedrifterne bliver dyrket med et fokus på biodiversitet, bæredygtighed og binding af CO2.

Formanden for Andelsgaard er Rasmus Willig som også er forstander på den gastronomiske højskole Suhrs Højskole i København, derudover er han er gæsteforsker ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle