Argentina fjerner eksportafgifter på soja og oksekød

Det kan måske øge landets landbrugsproduktion dramatisk.

Den nye argentinske præsident Mauricio Macri har indfriet et af sine valgløfter ved at fjerne eksportafgifterne på oksekød, majs og andre landbrugsprodukter.

»Vi kan fordoble fødevareproduktionen i Argentina. Lad os producere mere. Der er ingen undskyldninger nu,« siger Macri ifølge Wall Street Journal.

Argentina producerer årligt omkring 100 millioner ton korn og sojabønner, hvilket gør landet til en af verdens førende landbrugseksportører. En ekspert vurderer, at det kan bidrage til at øge produktionen til 180 millioner ton i 2025, hvis afgifterne fjernes. Ifølge eksperten har afgifterne sammen med et tidligere direkte forbud mod eksport af oksekød og hvede kostet Argentina omkring 40 milliarder dollar eller knap 275 mia. kr. i tabt produktion.

Tidligere præsident Cristina Kirchner brugte eksportskatter til at finansiere ambitiøse sociale programmer og omfordele rigdom, og en afgift på 35 procent på sojabønner har været en central del af Argentinas økonomiske politik i mere end et årti.

Macri vil i første omgang reducere denne afgift til 30 procent og derefter reducere den yderligere med fem procentpoint årligt i de kommende år.

Macri har også lovet at udvide de sociale programmer, men i modsætning til sin forgænger mener han, at det begrænser landbrugsproduktionen og den økonomiske vækst at beskatte eksporten.

Eksportafgifterne har også ramt den argentinske eksport af oksekød hårdt. Antallet af kreaturer er faldet med omkring 10 millioner og 138 slagterier har drejet nøglen om.

Wall Street Journal nævner en anden god grund til, at den nye argentinske regering vil fjerne afgifterne, nemlig et desperat behov for amerikanske dollar, idet landets valutabeholdning er halveret siden 2011.

Regeringen håber, at fjernelse af afgifterne vil opmuntre landmændene og agroindustrien til hurtigt at sælge korn og soja til eksport for milliarder af dollar, men den kan meget vel have forregnet sig, for mange argentinske landmænd venter med at sælge i forventning om, at regeringen vil devaluere valutaen, så de får flere pesos for deres varer.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle