Arla-konkurrent skærer i mælkeprisen: Markedet har overrasket negativt

Fonterra har fået sværere ved at afsætte mejeriprodukter til en høj pris og må derfor skære i mælkeprisen.

Mælkeproducenterne på New Zealand, der leverer til Fonterra, må i lighed med andelshaverne i Arla og Friesland Campina nu også affinde sig med en lavere mælkepris.

Stormejeriet Fonterra ser sig nu nødsaget til at nedjustere den forventede mælkepris for sæsonen på grund af sværere betingelser for afsætningen.

Det meddeleler selskabet i en pressemeddelelse.

Gennemsnitsprisen falder fra 8,5 til 8,3 new zealandske dollar per kilo værdistof svarende til cirka 35 kroner per kilo værdistof.

Mejeriets CEO Miles Hurrell peger i en pressemeddelelse på, at priserne på særligt mælkepulver har haft svært ved at opretholde det forventede høje niveau. Eksempelvis er prisen på skummetmælkspulver reduceret med syv procent siden starten af februar og afsætningen til Kina har ikke fundet det forventede leje, tilføjer han.

Miles Hurrell anerkender, at nedjusteringen af mælkeprisen kommer på et skidt tidspunkt, fordi andelshaverne oplever et pres på omkostningssiden. Derfor vil mejeriet løfte den månedlige forudbetaling af den forventede mælkepris til andelshaverne for at understøtte deres økonomi.

Fonterra ser fortsat positivt på afsætningen i den kommende sæson.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle