Arla-rival sælger 60.000 kinesiske malkekøer med store tab

Efter i ti år at have investeret milliarder i mælkeproduktion i Kina, sælger Fonterra nu sine landbrug med tab.

Mejeriselskabet Fonterra skal ikke længere eje og drive mælkeproduktion i Kina. Selskabet har nu efter en længere salgsproces skilt sig af med tre større farme med køer, lyder det i en pressemeddelelse.

I alt har Fonterra, der er blandt verdens absolut største mejeriselskaber og en af Arlas store konkurrenter på især de asiatiske vækstmarkeder, fået 2,34 mia. kroner for salget af de tre enorme farme.

I alt er der 60.000 kinesiske malkekøer på de tre farme, med en samlet mælkemængde 350 mio. liter mælk årligt, melder Fonterras hjemmeside.

Pengene skal nu bruges til at nedbringe gæld for andelsselskabet, der det seneste halvandet år har kæmpet med for dårlig indtjening på grund af en række tabsgivende investeringer i både Kina, Australien og hjemme.

Har nedskrevet stort

Fonterra får dog langt fra sin investering hjem i de tre farme. Ifølge det nationale medie New Zealand Herald har Fonterra over de seneste ti år investeret mere end 1 mia. NZ-dollars - svarende til 4,21 mia. kroner i dagskurser - på at opbygge de kinesiske farme.

Sidste år blev der nedskrevet over 840 mio. kr. netop på de tre farme. Adm. direktør i mejeriselskabet Miles Hurrell lægger da heller ikke skjul på, at opbygningen af de tre farme "har været en udfordring".

To af de i alt tre bedrifterne, der er bygget op fra bar mark, ligger i henholdsvis Ying og Yutian. Disse to er solgt til Inner Mongolia Natural Dairy Co. Den tredje ligger i Hangu og overdrages nu til minoritetsaktionæren Beijing Sanyuan.

Miles Hurrell understreger, at pengene fra salget skal gå til at nedbringe gæld i virksomheden, sådan som formålet med turn-around processen har været. 

Han pointerer endvidere, at Fonterra fortsat satser på Kina, men at det skal ske med New zealandsk mælk. Kinesisk afsætning fylder omtrent en fjerdedel af Fonterras samlede salg, målt i mælkemængde.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle