Arlas mælkekartoner får ny datomærkning, der skal modvirke madspild

Arlas seneste initiativ mod madspild er netop trådt i kraft med en ny datomærkning på 92 millioner mælkekartoner hvert år. På kartonens datomærkning står der nu ”ofte god efter”.

Datomærkningen på den mest solgte Arla-mælk, Arla 24, ser fra i dag anderledes ud.

Tidligere stod der 'Bedst før' efterfulgt af en udløbsdato på toppen af kartonen. Men nu er der blevet tilføjet et: 'ofte god efter' efter datomærkningen.

Det skriver Arla i en pressemeddelelse.

Målet med ændringen af datomærkningen på de 92 millioner årlige mælkekartoner er at give danskernes sunde fornuft større indflydelse, så god mælk og mejeriprodukter ikke ender i vasken.

I august sidste år ændrede Arla mærkningen på mælkekartoner i Sverige. Nu er turen kommet til Danmark.

"Madspild er en massiv udfordring i danske husstande og et område, vi hos Arla hele tiden arbejder på at gøre mindre. Nu bruger vi så de gode erfaringer fra den nye datomærkning i Sverige til også at bekæmpe madspild i Danmark, og satser på, at endnu flere Arla-produkter vil ændre datomærkning, inden året er omme", siger Jakob B. Knudsen, der er administrerende direktør for Arla Danmark.

Danskerne skal bruge sanserne

Arla har tilføjet 'ofte god efter' på Arla 24 mælk, da det opfordrer danskerne til at stole på deres egen dømmekraft ved at bruge sanser til at vurdere mælkens holdbarhed.

Klaus G. Grunert, der er professor i forbrugeradfærd på Aarhus Universitet, mener, at det er en god ide, at bruge sanserne, når man vurderer, om mad kan spises eller ej.

”Der er stor opmærksomhed på madspild blandt forbrugerne i dag. Samtidig ønsker danskerne ikke at gå på kompromis med fødevaresikkerhed. Arlas nye mærkning signalerer, at man godt må bruge sin egen dømmekraft, selv om datoen på pakken er overskredet. Jeg tror, at det kan være med til at reducere en af barriererne, der har været mod at begrænse madspild", siger Klaus G. Grunert.

Arla har en ambition om at halvere madspild med 50 procent.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle